Video : Tipsbladet
Superliga

Øl-forbud i FCK: Skal forstå vores situation

Turen hjem fra udebane er i øjeblikket ikke lige så våd, som den normalt er for FC København.

SKÅL! 

Det kommer der ikke til at være meget af i den nærmeste fremtid, når FC København skal hjem med bussen fra udebanekampene. 

For normalt kan der godt gives tilladelse til, at spillerne og trænerne får sig en øl på vej hjem fra kamp, men ikke i øjeblikket. Det skyldes de dårlige resultater, og derfor har Jacob Neestrup sat et foreløbigt stop for alkohol.

Det fortæller den nye FCK-træner i et interview med Discovery+. 

- Der hvor jeg har været, har jeg ikke noget imod, at man tager en øl hjem i bussen. For mig handler det om, at vi alle sammen forstår, hvilken situation vi er i. Og lige nu starter vi fra nul, og så må vi se på det om nogle uger.

Så det vil sige lige nu skal de ikke tage en øl på vej hjem i bussen? 

- Lige nu skal vi bare koncentrere os om at vinde nogle fodboldkampe, siger Neestrup. 

Hvis situationen ændrer sig i fremtiden, så vil det også betyde, at det midlertidige forbud forsvinder, fortæller han. 

FC København kan tage første skridt mod ølforbuddet ved at vinde lørdagens hjemmekamp mod flyvende FC Nordsjælland. 

Se øl-snakken i afspilleren over artiklen.