Randers-svensker: Jeg vil til U/21 EM
Foto: Christian Klindt Sølbeck/ Polfoto
Superliga

Randers-svensker: Jeg vil til U/21 EM

Mikael Ishak har som sit store mål at komme med til U/21 EM i Tjekkiet til sommer. Den svenske angriber er allerede godt på vej på mod en plads i truppen.

Randers FC gjorde et scoop, da kronjyderne var i stand til at lokke Parma-svenskeren Mikael Ishak til Danmark. Den 21-årige angriber har haft et pænt efterår, hvor det blev til fem scoringer i 13 Superliga-kampe, og svenskeren håber på, at skiftet til Randers og dansk fodbold kan være med til at sikre ham en plads ved sommerens U/21 EM, hvor Sverige som Danmark er blandt de otte deltagende nationer.

Mikael Ishak - der starter inde mandag for det svenske ligalandshold, som møder Finland - håber på, at han kan holde fast i sin plads på det svenske U/21-landshold, så han kan få vist sig frem i Tjekkiet til sommer.

- Mit store mål er U/21 EM til sommer, så jeg skal gøre det så godt som muligt, så jeg får en plads i truppen. Det er et realistisk mål, jeg har sat mig. Derefter bliver det så at tage en plads på A-landsholdet, siger Mikael Ishak til aftonbladet.se.

Svenskeren fortæller videre, at han er meget tilfreds med sin første halvsæson i dansk fodbold.

- Det er gået godt. Med cupkampene har jeg lavet syv mål og lagt op til to, selv om jeg missede hele forsæsonen, siger han.

Angriberen starter som sagt inde for Sverige mandag, og han skal spille den forreste angriber i et system med tre angribere. Ishak har kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2017.