Video : Tipsbladet
Superliga

Schwartz om fremtiden: Nogle gange skal man også tænke på sig selv

Silkeborgs brandvarme angriber har kontraktudløb til sommer, og selv om han ikke i øjeblikket har fokus på, hvor han skal spille fremadrettet, er han bevidst om, at han har en alder, der kan gøre ham udlandsaktuel igen.

Det kan godt være, der ikke er meget, der har fungeret for SIlkeborg IF i denne sæson, men det er svært at sætte en finger på præstationerne fra angriber Ronnie Schwartz.

Silkeborgs målmaskine, 30 år, misbrugte godt nok et straffespark i Nordsjælland, da der stod 2-2, og kampen var i dommerens tillægstid, men ellers har den tidligere AaB- og Randers-angriber, der også har lejeophold i EfB og Brøndby på cv'et, været brandvarm.

10 gange i 13 Superliga-kampe har nordjyden scoret, og man forstår, hvis det mod Ronnie Schwartz, Silkeborg-fansene kigger for at finde håb om overlevelse i Superligaen.

Læs også:Schwartz om provokerende AGF-keeper: Han siger rigtig mange ting

Silkeborg fik i søndags sin første sejr i denne sæsons Superliga, da det blev til 4-3 ude mod AGF foran 22.000 tilskuere. Ikke overraskende kom Ronnie Schwartz på tavlen - to gange scorede angriberen i sejren - men om han også skal score mål i Silkeborg på den lange bane, ved han ikke for nuværende.

Kontrakten mellem parterne løber ud til sommer, og i et stort interview med fredagens udgave af Tipsbladet forklarer Ronnie Schwartz om sin fremtid:

- I bund og grund har jeg ikke rigtig nogle overvejelser. Vi er i midten af en halvsæson, og det er det, der er fokus på. Jeg ved godt, at jeg fra januar kan begynde at snakke med andre klubber, og det er en god situation for mig. Jeg har leveret, siden jeg kom, og det gør det kun bedre, at man leverer i Superligaen. Men hvor det lige ender henne, ved jeg ikke.

Læs også:Bedst og værst: Silkeborg fik første sejr i vild målfest på Ceres Park

- Som sagt har jeg været rigtig glad for at være i Silkeborg, men nogle gange skal man også tænke på sig selv, og jeg har en alder, hvor jeg har den sidste mulighed for at komme ud, hvis jeg gerne vil det igen. Alt er åbent, og det tager jeg med ophøjet ro. For mig er fokus på at gøre det godt for Silkeborg. Det er det vigtigste for mig, og det er også det vigtigste for klubben. Så må vi tage alt det udenom, når det bliver aktuelt, siger Ronnie Schwartz i interviewet med Tipsbladet.

I interviewet kan du også læse, at Silkeborg-anfører Dennis Flinta har givet Ronnie Schwartz et lidt andet kælenavn end "Plaffeministeren", og at Flinta meget gerne ser angriberen, 30 år, forlænge. Ronnie Schwartz fortalte for en lille uges tid siden, at der for nuværende ikke er dialog med klubben om en forlængelse. Ronnie Schwartz fortæller også om sin karriere, og han forklarer, hvorfor han ikke peger fingre af defensiven i Silkeborg.

Trods sejren over AGF ligger SIF stadig sidst i Superligaen med seks point efter 13 runder - klubben har tre op til Esbjerg fB, der er næstsidst. Med tre nedrykkere i denne sæson skal Silkeborg have fundet en del flere point den næste tid, hvis man ikke skal ende med at være en af de tre nedrykkere.

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 13. runde

Læs også:Superligaens bedste: Brøndby rykker stærkt mod toppen

Læs også:Wilczek tænker ikke på andet end Brøndby-fremtid