SønderjyskE sprudlede og vandt ond topkamp
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

SønderjyskE sprudlede og vandt ond topkamp

SønderjyskE var bedst på en ond søndag aften på Sydbank Park, hvor holdet slog Brøndby IF med 3-1.

SønderjyskEer sjældent med i topkamp, men det var holdet søndag aften. Her gæstede Brøndby IF Sydbank Park efter fem sejre over sønderjyderne i træk, men det blev brat stoppet. Et velspillende hjemmehold vandt nemlig topkampen med 3-1

SønderjyskE åbnede kampen bedst. Allerede efter fire minutters spil var Johan Absalonsen tæt på efter godt indlæg fra Nicolaj Madsen, og ti minutter efter var rollerne byttet om. Johan Absalonsen stjal bolden fra Jesper Juelsgaard og lagde den fladt ind til Madsen. Tæt under mål bragede Nicolaj Madsen dog bolden lige på keeper Rønnow. 

Brøndby IF havde ikke meget i indledningen, men det var gæsterne, der først kunne juble. Efter 22 minutter bragede Johan Larsson til et frispark lige uden for feltet, og da den blev rettet af, sejlede den i nettet. Herefter var kampen præget af en del ondskab, hvor begge hold gik til stregen og en smule over i flere momenter. 

Værterne bevarede dog håbet, og fik svaret igen. Et indlæg rundet 37 minutter blev ikke afvist, og fra kanten af feltet tæskede Tommy Bechmann bolden i det lange hjørne til 1-1. Bolden var knapt givet op, før SønderjyskE slog til på ny. Simon Kroon sendte en flad bold mod bagerste stolpe, hvor Nicolaj Madsen let omsatte til 2-1. Cifre der fik lov at stå ved pausen.

Anden halvleg blev startet bedst af Brøndby, der jagtede udligningen. Det blev dog ikke til det helt store, og i stedet slog hjemmeholdet til. Et hjørnespark blev snittet videre til Nicolaj Madsen, der med sin anden scoring bragte ekstase på Sydbank Park med sin træffer til 3-1. 

I slutfasen pressede Brøndby på for at skabe spænding. Den blev dog svær at nå, da Frederik Holst med ti minutter tilbage så rødt. Holst slog frustreret ud efter en sønderjyde på en dødbold, og det kostede et tidligt bad.