Superliga

Superliga-topscorer klar til FCK-exit

Superligaens topscorer er klar til at smide løveklæderne til fordel for en ny klub til sommer.

13 scoringer i 16 kampe. Det var Cesar Santins imponerende Superliga-facit i efteråret. I Champions League kneb det væsentligt mere med målscoringen, men det ødelægger ikke det samlede indtryk af en brasilianer, der befinder sig i en af de bedste perioder i fodboldkarrieren.

Lige nu kommer det FC København til gode. Men det kan ændre sig til sommer. På det tidspunkt har angriberen været i klubben i tre sæsoner, og så er det på tide at komme videre til andre udfordringer.

- Til sommer har jeg været her i tre år, så hvis noget sker, vil det være godt for mig og for FC København. Tre år er en god periode (at være et enkelt sted, red.), og til sommer vil jeg være tre-dobbelt dansk mester og 30 år gammel. Så det ville være fint at prøve noget nyt, siger Cesar Santin til tipsbladet.dk.

For at det skal ske, skal Santin formentlig holde formen fra efteråret, og selv om han ikke imponerede i kampen mod Chelsea, har han vist gode takter i træningskampene. Dem har han tænkt sit at fortsætte i foråret, og det vil uden tvivl forøge hans chancer for et eventyr i en anden liga end den danske. Går drømmen ikke i opfyldelse, er Cesar Santin dog klar til at opfylde sin kontrakt, der udløber i sommeren 2013.

- Jeg har det godt her i FCK. Så hvis intet sker, bliver jeg selvfølgelig her, bedyrer han.

Cesar Santin, der kom til FC København fra svenske Kalmar i 2008, er tidligere blevet linket til russiske, mellemøstlige og tyrkiske klubber. Blandt andet storklubben Galatasaray.