Tidligere Superliga-profil om svær periode: Der vidste jeg godt, den var gal

David Ousted skulle bare lige hjem at vende efter fredagstræningen, og så skulle han køre mod Sjælland. Det var i begyndelsen af marts, og SønderjyskE’s første turneringskamp det forår lå endnu et par uger ude i fremtiden, så spillerne havde kampfri i weekenden. Det ville Ousted udnytte til at se sin familie, som han ikke så lige så ofte, efter han var flyttet til Jylland.

Da målmanden parkerede ude foran sin opgang, fik han øje på en bil, der så bekendt ud. Den lignede hans fars, tænkte han, men han var ikke sikker, så han fortsatte ind i opgangen.

Da Ousted nåede sin lejlighed, tog han i dørhåndtaget og konstaterede, at den var ulåst. Han nåede ikke at undre sig yderligere, før han forstod hvorfor. Da han åbnede døren, stod hans far inde i stuen med røde øjne.

– Han behøvede ikke engang sige noget til mig. Der var vidste jeg godt, den var gal, siger han.

David Ousted var lige fyldt 23 år, og det var kun en halv sæson, siden han havde skiftet Brøndby IF og fødeøen Sjælland ud med SønderjyskE og Haderslev. Så mens hans mor levede de sidste måneder af sit liv med lungekræft, var han langt væk hjemmefra, og da hun sov ind den fredag morgen, kunne de ikke nå at kalde ham til hospitalet, før det alligevel var for sent. Så nu var hans far og storebror kommet for at overbringe Ousted den værste nyhed, man kan overbringe et andet menneske.

Den slags kan slå enhver ud af kurs, men heldigvis fik Ousted den hjælp, han skulle bruge. Han arbejdede allerede med en mentaltræner, der viste ham, hvordan han gav plads til sorgen, når der var brug for det, og fodbolden, når der var brug for dét.

Men David Ousted er langt fra den eneste, der mister et familiemedlem, bliver syg, går gennem en opslidende skadesperiode eller en af de andre ting, der sætter fodboldspillere – og mennesker som sådan – i risikogruppen for at have brug for hjælp. , der har brug for det. Uanset om de udløsende faktorer har noget med fodbold at gøre eller ej.

David Ousted var en ung mand, da han mistede sin mor. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

"Det første, ens tankegang går til, er jo døden"
Det var indiskutabelt et godt træk for David Ousteds karriere, at han skiftede til SønderjyskE i sommeren 2007. Han havde tilbragt to af sine tre sæsoner i Brøndby IF på leje i sekundaklubber, og han havde stadig sin debut på førsteholdet til gode. I Sønderjylland etablerede han sig først i 1. division og, da holdet rykkede op et år senere, i Superligaen.

Til gengæld er det de fleste fodboldspilleres lod, at de må give afkald på at bo tæt på deres forældre og søskende, det hører ligesom med til jobbet, men i julen 2007, efter hans første halvsæson i SønderjyskE, havde David Ousted en masse fridage, han kunne tilbringe med sin mor, far og storebror. Det blev dog ikke den glædelige periode, det skulle have været.

En af dagene lige op til jul satte David Ousteds mor sig ned sammen med sine to sønner, fordi hun skulle fortælle dem noget. Hun havde fået konstateret kræft i lungerne.

– Det var ikke den julegave, jeg ønskede mig, siger Ousted.

Han havde altid beundret sin mor, for hun var omsorgsfuld, karakterfast og en stor personlighed. Hun lærte sine børn aldrig at give op, og når David Ousted beskriver hende, vender han igen og igen tilbage til hendes viljestyrke.

– Hun var utrolig viljestærk. Nu er hun her jo ikke mere, så nu kan jeg godt kalde hende stædig, for det var hun. Det lærte jeg også meget af, siger han.

Det kom eksempelvis til udtryk i hendes job som gymnasielærer i dansk og religion. De elever, der havde det svært i skolen, inviterede hun hjem til sig selv i weekenderne, og så hjalp hun dem. Der kunne nemt side 10-12 gymnasieelever og lave danskopgaver i David Ousteds barndomshjem, og det fortalte ham meget om hans mor.

– Det viser også den omsorg, min mor havde, og den passion, hun havde, for at hjælpe andre. Det var hendes karakterstyrke, der gjorde, at de her elever fik rigtig meget ud af at få hjælp på den måde, siger han.

Da Lene Ousted sad der lige før jul og fortalte sine sønner, at hun var syg, blev familiens yngste pludselig konfronteret med hendes dødelighed.

– Det var noget af det, der slog mig hårdest: at en person, som jeg har lænet mig opad hele mig liv, lige pludselig måske ikke havde den samme styrke i lige det øjeblik, siger David Ousted.

–  Når der er nogle, der siger kræft, er det første, ens tankegang går til, jo døden. Det kunne jeg slet ikke forlige mig med til at starte med.

Den jul talte de meget sammen i familien Ousted, og jo mere lillebror David hørte på sin mor, desto mere overbevist blev han. Hun skulle nok klare den. Da juledagene var forbi, var han faktisk slet ikke i tvivl. Der var noget over den måde, hun talte på. Det var den samme viljestyrke, han altid havde kendt.

I starten af januar måtte han tage tilbage til SønderjyskE, der skulle begynde forberedelserne frem mod forårssæsonen, hvor holdet satsede på oprykning, og det betød blandt andet en træningslejr.

Det kan godt være, man er en stor, stærk målmand hver søndag, men engang i mellem er det også okay at være ham, der åbner op om sine følelser.

Han følte sig langt væk, og det havde han det dårligt med at være i en svær perioden for moderen. Omvendt var hun også den første til at skubbe ham ud ad døren. “Ud og lev dit liv,” sagde hun.

Heldigvis var tegnene positive. Kemoen var selvfølgelig barsk, men efter omstændighederne havde mor Lene det fint. David Ousted talte ofte med hende, blandt andet en onsdag aften i begyndelsen af marts. Forårsstarten var endnu et par uger væk, og SønderjyskE havde friweekend i den uge, så når han havde trænet fredag, ville han køre direkte til hospitalet i Roskilde for at besøge hende, sagde han.

Hun var glad, glædede sig til at se sin yngste søn, så da David Ousted ringede af, var han i godt humør.

Følelsen, der aldrig går væk
Fredag skulle han bare lige smide sin fodboldtaske i sin lejlighed og så køre østpå, men så var det, hans far og storebror stod i lejligheden, da han kom hjem. På et splitsekund forandrede David Ousteds verden sig. Hans mor havde været der for ham hele hans liv og været med til at forme det, og han havde jo lige talt med hende to dage før. Men nu var hun væk, og han havde end ikke taget afsked.

– Jeg stod lidt og følte, at jeg havde svigtet min mor, fordi jeg ikke havde været der for hende. Jeg havde ikke nået at sige farvel. Jeg havde ikke nået at være der for hende, som hun altid var for mig. Det var hårdt. Og det slog mig ud, siger han.

– Jeg følte på det tidspunkt, at en skideligegyldig fredagstræning havde taget prioritet over min mor og min familie. Når man ser i bagklogskabens lys, var der jo ingen måde at vide det på. Men lige i den situation står man ikke med nogen logiske tanker. Der er det simpelthen bare de følelser, der er der.

– Derfor var det rigtig, rigtig svært for mig i starten at komme tilbage på træningsbanen og tilbage til det, jeg faktisk havde følt, jeg havde prioriteret over min mor.

David Ousted fandt en lille trøst i, at hans far og storebror i det mindste var ved hendes side til sidst, men det pinte ham, at han ikke var.

Der var stadig ting, der skulle siges. Tårer, der skulle grædes. Øjeblikke, der skulle deles.

– Jeg tror aldrig, den følelse af, at jeg ikke var der for min mor i den periode, vil forlade mig. Jeg kan stadig have den nu. Jeg kan stadig ærgre mig over den. For noget af det, jeg allerhelst ville, var at få chancen for at sige farvel til hende.

Noget værre vrøvl
David Ousted var væk fra klubben i nogle dage, mens familien planlagde og afholdte begravelsen. En af de første gange, han var tilbage, sad han i omklædningsrummet og var ved at gøre sig klar til træning. Det havde været svært at komme ind i det omklædningsrum igen, hvor der sad 20 holdkammerater og kiggede på ham på en ny måde. Ousted følte, han kunne se medlidenheden på dem.

Han ved ikke hvorfor, men mens han sad på sin sædvanlige plads, kom alle følelserne lige pludselig op i ham. Han begyndte at få tårer i øjnene, så han rejste sig og gik ud. Han var nødt til at være alene. Få styr på sine tanker og sige til sig selv, at det var okay, at han stadig var ked af det. Den slags er der ingen, der bare sådan lige kommer sig over, beroligede han sig selv, mens han stod uden for omklædningsrummet og tog luft ind.

Kontrasten mellem det, der foregik inde ved siden af, og det, der skete i David Ousteds tanker, kunne ikke være større. I omklædningsrummet sad hele holdet, to dusin unge mænd, fulde af liv og fremtidsplaner, og talte om de ting, som unge mænd nu taler om, forenet af et fælles fagligt mål. Uden for stod én af dem. Alene med sine følelser.

– Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde brug for at gemme mig over for mine holdkammerater, men det var heller ikke noget, jeg lige havde lyst til at dele med dem på det tidspunkt, siger han.

Hvorfor, egentlig? Hvorfor ikke fortælle holdkammeraterne, hvordan han havde det? Sammenholdet i SønderjyskE er berømt for at være tæt, og dengang var Ousted omgivet af “en fantastisk gruppe”, som han selv beskriver det.

Men det er lettere sagt end gjort at bryde med mere end 100 års tradition for, at fodboldens omklædningsrum er machomandens højborg.

– Det var stadig for mig svært i en alder af 22-23 år gammel at række ud til en og gå over og sige: "Prøv at høre her, jeg har det virkelig svært lige nu." Det er grænseoverskridende for mange mennesker generelt og endnu mere i sådan et lukket omklædningsrum, og det var det også for mig, siger David Ousted.

David Ousted har siden 2013 bygget en karriere op i MLS. Først hos Vancouver Whitecaps, så DC United og nu Chicago Fire. Foto: Getty Images

I sidste ende er spillerne vokset op i et benhårdt konkurrencemiljø, hvor deres sidemand også er deres konkurrent, og hvor det handler om at forsvare sin position uge for uge. Den hårde overlever den mindre hårde.

Så er det svært at åbne op om noget, hvis man frygter, det truer ens evne til at præstere.

– Alle omklædningsrum er forskellige, og der er omklædningsrum, hvor man kommer tættere på folk end andre, men der er stadig den her machokultur, hvor det handler om at være stærk; det handler om, at udadtil er der intet, der kan påvirke mig, supplerer David Ousted.

– Jeg kan stadig huske, da jeg fortalte nogle i omklædningsrummet, at jeg brugte mentaltræner og havde gjort det, siden jeg var 19 år gammel. Jeg tror, de fleste tænkte: "Nå, han går til psykolog, ham der. Det må virkelig være galt."

– Det er blevet mere normalt nu, tror jeg, men for ti år siden var det stadig ikke så udbredt. Der tror jeg, mange så sådan noget som mentaltrænere og det at snakke om følelser som noget værre vrøvl.

Går ud over jobbet og indtjeningsmulighederne
Og som David Ousteds historie viser, er det ikke altid lettere at dele sin sårbarhed med selv sine holdkammerater. Men går man med det alene, kan sorgen, stressen eller presset gnave så stort et hul, at når man endelig beder andre om at hjælpe med at fylde det igen, er det for sent.

Ousted brugte sin mentaltræner til at tale om de ting, han ikke kunne eller ville tale med sine holdkammerater om. Nu deler han sin historie i håbet om, at nogle kan lære af den.

– Jeg synes, to ting er vigtige. Det er vigtigt, at folk får en fornemmelse af, at fodboldspillere også er mennesker, der engang i mellem bøvler. Hvis jeg spiller ad helvede til om søndagen, kan det være, at der er andre ting i det end bare, at det ikke lige er min dag. Folk, der sidder og kigger med, skal forstå, at fodboldspillere også godt kan have ting, de skal håndtere, mentale problemer eller mentale lidelser for den sags skyld, som mange andre mennesker også kan have, siger målmanden.

– To: Jeg tror, det er vigtigt, at vi fodboldspillere kommer til et punkt, hvor vi er okay med at spørge om hjælp og okay med at dele nogle af de her ting. For det *er* ikke altid nemt. Hvis man ender med at komme til at sidde selv med de her ting og ikke har andre at læne sig opad, så bygger de her ting sig større og større. Så får man det dårligere personligt, og så tror jeg ikke, man kan præstere så godt, som man skal som fodboldspillere. Det går selvfølgelig ud over ens job og indtjeningsmuligheder.

– På den måde tror jeg, det er vigtigt, at man er åben om de her ting og er okay med at snakke om dem. Fortælle, at det kan godt være, man er en stor, stærk målmand hver søndag, men engang i mellem er det også okay at være ham, der åbner op om sine følelser.

Opkaldt efter farmor
Månederne efter David Ousteds mors død var en konstant vekselvirkning mellem to tilstande. I den ene var fodbolden et frirum, hvor han, om det så bare var i to timer, kunne få luft fra den allestedsnærværende sorg, som prægede hans privatliv. Spille og smile. Grine og glemme. Ikke sin mor, men sorgen.

– Det, tror jeg, kan være sundt, siger han.

Andre gange tog han frustrationerne med ind på banen og råbte vist nok mere ad holdkammeraterne, end han plejede. Han var også mere distræt. Når han brugte så meget mental energi på at bearbejde sin sorg, manglede der nogle gange noget på andre tidspunkter. Og så var der den dårlige samvittighed.

– I starten kunne jeg nogle gange føle skyldfølelse over at have det sjovt. Når jeg kom ud til træning og i et kort øjeblik havde glemt det og simpelthen bare var i fodbolden og var derude med drengene, kunne jeg bagefter tænke: "Er det okay, jeg render rundt og griner nu?" Den tror jeg, der er mange, der har. "Er det egentlig meningen, jeg bare skal være ked af det nu?"

Vis dette opslag på Instagram

Check out the new @whitecapsfc podcast. All about pancake eating contests, my soccer hall of fame wife and why I wish my kids could've meet my mother.

Et opslag delt af David Ousted (@david_ousted_official_) den

29. Mar, 2017 kl. 4.45 PDT

Han husker især én kamp, efter SønderjyskE var rykket op i Superligaen, men han husker ikke, hvem modstanderen var. Det, der blev siddende, var tankerne bagefter.

Han havde spillet godt, og det var hans første sæson som Superliga-målmand, så han var glad. Der stod han så, midt i sejrsrusen og glæden over sin egen præstation i en vigtig periode af karrieren, og da faldt det ham ind: “Ej, hvor gad jeg godt, min mor havde set det her.”

Den følelse er kommet og gået siden, og det er, som om den aldrig har forladt ham helt, selv om det snart er 12 år, siden hans mor døde.

– Vi var i pokalfinalen, det var godt nok med Randers en del år efter (i 2013, red.), hvor jeg også tænkte: "Det kunne sgu være meget fedt, hvis min mor havde været inde at se det her. Det ville hun havde glædet sig over.”

– Det kommer stadig op. Jeg har stadig episoder, hvor jeg tænker: "Hold kæft, hvor gad jeg godt, min mor havde mødt mine børn og sine børnebørn."

Derfor hedder David Ousteds datter Lene til mellemnavn.

En kæmpe indflydelse
Fodbold har altid været en stor del af David Ousted. Det har fyldt meget, og det har nogle gange dikteret hans liv: hvor han skulle arbejde, hvor han skulle bo, hvor hans kone og børn måtte flytte med hen. Når én ting betyder så meget, er det vigtigt, at man lykkes med den.

David Ousted er stadig ambitiøs, selv om han er fyldt 34 år, men da han var ung, var han nogle gange overambitiøs, og presset for at præstere var stort, både fra ham selv og fra omgivelserne. For sådan er fodboldens verden. Der er kampe, der skal spilles, titler, der skal vindes, nedrykninger, der skal undgås.

Det kan være hård kost for unge mænd at navigere i, men Ousted havde altid en erfaren stemme til at guide sig.

– Min mor har været en kæmpe indflydelse i den karriere, som jeg har haft. Især det mentale aspekt. Alt det her med præstationspres behøvede ikke altid tage overhånd. Det kunne også en gang i mellem være, at man skulle glæde sig til at komme ud at rulle med en bold og spille med kammeraterne, siger han.

– Somme tider måtte man sige, at det var okay bare at have det sjovt. Sige, at det stadig var det samme, som jeg elskede at lave, da jeg rendte rundt som femårig og sparkede op ad muren derhjemme.

Netop hans mors formaninger viste Ousted vej ud af den svære periode, efter hun døde. For selv om den dårlige samvittighed nok aldrig forsvinder helt, hjælper det at tænke på, hvad hans mor altid sagde.

– Jeg skulle stadig huske at nyde at lave det, jeg elskede. Det var noget af det, jeg mindede mig selv om. Der skulle stadig være noget, jeg kunne glæde mig til. Det brugte jeg meget i perioden, da hun var væk. At det var faktisk hende, der havde husket mig på de ting.

Selv om Lene Ousted ikke er her mere, lever hendes ord videre. Og hjælper hendes søn med at gøre det samme.