• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Anders Dehn & Troels Bager Thøgersen

Frygter for sit liv: Hvis jeg skal dø, vil jeg hellere dø her end dø der

Foto: Getty Images

Gennem 10 år har Qatar lovet bedre forhold for de to millioner gæstearbejdere i landet, men indtil videre eksisterer forbedringerne først og fremmest på papiret. Ude i virkeligheden gemmer der sig tusindvis af hårde skæbner. Tipsbladet fortæller her én af dem.

Af Anders Dehn & Troels Bager Thøgersen

Tipsbladet sætter i disse uger fokus på VM i Qatar, og hvordan Danmarks og landsholdets rolle bliver i en af de mest kontroversielle fodboldbegivenheder nogensinde.

Et VM, der lige straks bliver endnu mere aktuelt, når Danmark 7. december får tildelt puljemodstanderne til VM-kvalifikationen, der løber gennem 2021.

Her bringer vi den tredje af i alt fire artikler, hvor vi fortæller historien om, hvordan den lille golfstat formåede at blive VM-vært, og hvorfor korruptionsanklagerne har klæbet sig til Qatar og FIFA siden afstemningen om VM-værtskabet for 10 år siden.

Artiklen blev bragt første gang i Tipsbladets trykte udgave 27. november.

---

Bilerne dytter. Igen og igen. Men de kommer ingen vegne. Vejen er fyldt med mænd. Nogle i lange bukser og kortærmede skjorter, andre i blå kedeldragter.

"ITCC" står der med store, hvide bogstaver på ryggen af dem. Nogle af dem fremviser bannere lavet på A4-papir.

Der er hundredvis af dem, og de står midt på en af de store boulevarder med tre spor i hver retning i Doha. Der bliver de stående, så rækken af biler, der ikke kan komme forbi, bliver længere og længere.

Ophidsede råb på arabisk blander sig med lyden fra de stadig dyttende biler.

Mændene på vejen er ligeglade. Desperate.

De har større bekymringer end nogle vrede Doha-borgere i firhjulstrækkere, der kommer for sent til et møde. De har allerede brudt loven ved at stille sig ud på vejen og ved at strejke fra arbejde.

Situationen er uholdbar, og da trafikken har været helt indstillet i noget tid, kommer politiet alle vegne fra. Der er mange biler. Mindst 20.

Det er juni 2020, og de flere hundrede mænd blokerer vejen, fordi de ikke føler, de har andre udveje. De er nødt til at få myndighederne til at lytte.

På det tidspunkt har de ikke fået løn i over et halvt år, så både de og deres familierne hjemme i Indien, Bangladesh og deres øvrige hjemlande er fortvivlede.

Deres situation afspejler den, som tusind-og atter tusindvis af arbejdere i Qatar står i; truet på deres eksistens og uden mulighed for at gøre noget ved det.

Ti år efter Qatar fik tildelt VM-slutrunden, lever de mennesker, der bygger stadionerne og vejene, tager sig af turister på hotellerne og servicerer landets rige indbyggere, stadig under slavelignende forhold.

Ifølge eksperter er deres situation ikke blevet nævneværdigt bedre -selv om Qatar og FIFA igen og igen forsøger at fortælle en anden historie.


Ansatte hos Imperial Trading & Contracting Company foran hovedindgangen til firmaets kontorbygning.

En af mændene på vejen er Rizwanullah Ansari. Han kom til Qatar fra Indien i 2014 som projektleder i Imperial Trading & Contracting Company, et byggerfirma der blandt andet har stået for renoveringen af Al-Gharrafa Stadion, som var en del af Qatars VM-bud, men som siden er droppet om slutrundearena. Det gjorde han af samme årsag som de fleste af Qatars to millioner øvrige migrantarbejdere: for at give sin familie en bedre fremtid.

Hjemme i Indien var jobsene få, og lønningerne små, men i det lille Golf-land kunne han tjene rigeligt til at sende penge hjem til sin kone og fire børn.

"Du kender befolkningstallet i Indien; der er ikke jobs til alle. Det er årsagen til, at vi rejser ud af Indien. For vores overlevelse. For at tjene nogle penge og passe vores familier," siger Rizwanullah Ansari om hjemlandet, hvor der ifølge de officielle statistikker bor over 1,3 milliarder mennesker.

Frem til 2018 gik det fint. Han fik sin løn og sendte en stor del af den hjem, så hans børn kunne gå i skole. Men fra slutningen af det år ophørte lønnen med at tikke ind på hans konto, så Ansari og hans kollegaer blokerede vejen foran firmaets hovedkontor i sommeren 2019.

Det hjalp. I løbet af de næste par måneder efterbetalte ejerne det halve års løn, som medarbejdernes manglede. Lykken varede dog kort.

Igen fra november 2019 udeblev lønnen, og i løbet af foråret 2020 modtog medarbejderne den ene skrivelse efter den anden fra firmaets ledelse: Pengene ville blive betalt den 10. marts, så den 22. marts, så 8. april, så 10. juni. Ingen af delene blev det til noget, så den 26. juni indtog de vejen igen. Til lyden af dyttende biler og vrede qatarer påkaldte de sig myndighedernes opmærksomhed.

En af Rizwanullah Ansaris kollegaer har tidligere fortalt, at han var så trøstesløs, at da politiet truede ham med at anholde ham, "bad jeg dem om at skyde mig. Jeg vil hellere dø. Hvilke andre muligheder har jeg?" Ifølge Ansari truede de talstærkt fremmødte betjente ikke med at anholde nogen, men forsøgte tværtimod at hjælpe.

"De var faktisk også overraskede. De lyttede til os og sagde: 'Bare gør vejen fri, og så sørger vi, at firmaet betaler jer inden for 15 dage'." Så let, skulle det vise sig, gik det dog ikke.

Qatars figenblad
Rizwanullah Ansari og hans 550 kollegaer er langt fra ene om at blive snydt for deres løn i Qatar. Problemet har eksisteret i årevis, hvis ikke årtier, og så sent som i september afdækkede Human Rights Watch, hvordan migrantarbejdere i stor stil må sulte eller forgælde sig, fordi de ikke får deres penge.

Organisationen talte med 93 arbejdere fra over 60 forskellige virksomheder, og de sagde alle, at de havde oplevet lønsnyd.

"Ti år efter Qatar vandt retten til at afholde VM i 2022, mødes migrantarbejdere stadig af forsinket, ubetalt eller reduceret løn. Vi har hørt om arbejdere, der sulter på grund af forsinket løn, og forgældede arbejdere, der knokler i Qatar, sagde Human Rights Watch' Michael Page.

Qatar har ellers indført en række reformer af arbejdsmarkedet og lovet at afskaffe det såkaldte kafala-system, som migrantarbejdere kommer til landet som en del af. Det har Qatar fået ros for, blandt andet fra FIFA, men ifølge de eksperter, som Tipsbladet har talt med, er reformerne mest noget, der eksisterer på papiret og ikke rigtig i virkeligheden.

"Mange kalder det løntyveri, hvilket jeg synes er et godt udtryk. De stjæler arbejdernes penge, som de har tjent," siger Nicholas McGeehan, der er medstifter af og direktør i NGO'en FairSquare, som undersøger og dokumenterer brud på menneskerettighederne.

"Desværre er sager som den her ekstremt almindelige. De peger ind i kernen af, hvad der sker. Alle taler om reformprocessen, alle fremhæver Qatar som et eksempel på, hvordan man løser det her problem. Men virkeligheden er en helt anden historie."

Samme opfattelse har Fannie Agerschou-Madsen, der er ekstern lektor i mellemøststudier på Københavns Universitet. Ifølge hende er reformerne mest et figenblad, som Qatar kan holde frem, når udlandet retter et kritisk blik mod landet.

Læs også:Det store overblik: Bør Danmark stille op til VM 2022?

"Der bliver vedtaget nogle reformer, som på mange måder handler om at imødekomme og tilgodese en international kritik," siger hun.

Intet svar
Selv om danske fodboldspillere, -trænere og -ledere er flinke til at stille op, når Tipsbladet ringer, er der ikke nogen af dem, der selv skriver og spørger, om vi ikke snart ringer og interviewer dem. Det gjorde Rizwanullah Ansari.

For selv om politiet havde lovet, at det ville få Imperial Trading & Contracting Company til at betale medarbejdernes penge i løbet af et par uger, blev det ikke til noget. Så i slutningen af juli blokerede de vejen igen, politiet kom igen og lovede igen, at det ville hjælpe.

Det kom der heller ikke nogen penge ud af, så politiet sendte sagen videre til retssystemet.

Medarbejderne var til høring to gange i oktober, men har stadig ikke fået den løn, der nu er et år forsinket.

Så nu sidder Rizwanullah Ansari hjemme i Indien, hvor han tilser sin alvorligt syge mor, og forsøger at råbe nogen op.

Hvem som helst. Nogle gange skriver han på Twitter om sine og kollegaernes kvaler, og så tagger han internationale medier, FIFA's officielle VM-konto og sågar den kommende amerikanske præsident, Joe Biden.

"Men der er ikke engang nogen, der svarer. Selv om jeg skriver direkte til Sheikh Tamim [Qatars emir]. Men intet svar! De svarer ikke!"

I Qatar er fagforeninger forbudt ved lov, hvilket i øvrigt strider mod FN's Menneskerettighedserklæring, så når folk som Rizwanullah Ansari og hans kollegaer ikke får deres løn, er de dårligt stillet. Det var meningen, at nogle af førnævnte reformer skulle hjælpe arbejdere i deres sted; eksempelvis landets Wage Protection System.

Men som Nicholas McGeehan og Fannie Agerschou-Madsen var inde på, er de reformer kun i begrænset omfang ført ud i livet.

Rizwanullah Ansari er også ligeglad med systemer, reformer og politik. Hans bekymringer er mere konkrete og jordnære.

"Ja, de har implementeret Wage Protection System. Men hvad nytter det? Hvis de ikke gør noget ved firmaerne, når de ikke betaler, er firmaerne ligeglade," siger han.

"Om det er kafala-systemet, kontrakt-systemet eller hvilket som helst system; vi har ikke noget problem med systemet. Vi har brug for vores løn. Hvis regeringen skulle hjælpe, ville de tvinge firmaet til at betale."

Qatar er på grund af sin olie-og gaseksport et af de rigeste lande i verden. Uanset om man spørger Verdensbanken, FN eller Den Internationale Valutafond, er landet i top 10 over den højeste bruttonationalprodukt per indbygger. Derfor, mener Nicholas McGeehan fra FairSquare, kunne regeringen sagtens løse problemerne med de ubetalte migrantarbejdere. Hvis den ville.

"Men faktum er, at den vælger ikke at gøre det. Den vælger at lancere en række initiativer, som ser godt ud, men den tager ikke fat om roden på problemet og løser det," siger han.

"Det vil være småpenge for dem at betale de lønninger. Men der er en indgroet praksis med ikke at betale, der går hele vejen til toppen. Det er jo ikke et kompleks problem at løse. Hvis nogle ikke betaler deres arbejdere, så sanktionerer man dem. Om nødvendigt træder man til og betaler lønningerne som stat. Men det gør de ikke."

Rizwanullah Ansari har ved selvsyn set, hvor længe det kan trække ud at få sine penge fra sin arbejdsgiver. Gennem store dele af 2020 har en række tidligere ansatte i Imperial Trading & Contracting Company sovet på firmaets kontor og ude foran hovedindgangen.

De havde ventet mellem 15 og 18 måneder på deres end of service settlement, et beløb de har krav på som afslutning på deres ansættelse.

"Intet arbejde, ingen løn, bare venten på pengene i 18 måneder. Kan du forestille dig det?" spørger Ansari retorisk.

I sommer begyndte tidligere ansatte en sultestrejke, så firmaet forbarmede sig over dem. Sådan da. Det gik med til at betale de desperate mænd 30 procent af det beløb, de havde krav på. Det takkede de fleste ja til. Modvilligt. Men som Rizwanullah Ansari siger:

"Hvis nogen er ved at dø og har brug for et glas vand, og man giver ham en dråbe vand, tager han imod den. Det var det, der skete."

At møde ind hver dag og se tidligere kollegaer ligge spredt rundt på gulvet har afskrækket Ansari og de fleste af de andre medarbejdere. De har, fortæller han, droppet selv at få deres end of service-betaling.

De vil bare have de 12 måneders løn, de mangler.


Tidligere ansatte, der har sovet på gulvet på firmaets kontor.

"Hvilken nytte gør du?"
På sin vis er Rizwanullah Ansari og hans kollegaer heldige. De får stadig mad og husly under acceptable forhold, siger han.

Dermed lider de ikke samme skæbne som mange andre migrantarbejdere, der bor alt for mange mennesker i små rum og store lejre, mishandles med vold og voldtægt i private hjem eller dør på stribe på de mange byggepladser, som VM-slutrunden har skabt.

Som den norske fagforeningsleder Hans-Christian Gabrielsen sagde for to år siden: "Hvis vi skulle afholde et minuts stilhed for hver anslået afdød migrantarbejder på byggepladserne til Qatars VM, ville de første 44 kampe af slutrunden blive spillet i stilhed."

44 kampe svarer til 3960 minutter.

Men selv om Ansari og co. trods alt "kun" bliver snydt for deres løn, er det slemt nok, fortæller han. For hjemme i Indien, Bangladesh og Filippinerne er deres familier ofte komplet afhængige af de penge, som deres ægtemand og fædre sender hjem. De betaler mad og skolegang i lande, hvor ingen af delene er gratis. Mange har også forgældet sig for at betale billetten til Qatar eller honorarer til rekrutteringsbureauer, som Qatar samarbejder med i de sydasiatiske lande.

Den kollega, der følte sig truet af politiet, og som var klar til at tage en kugle for at slippe for sine lidelser, fortalte også mediet Migrants Rights, hvilke konsekvenser det har i hans hjemland, at pengene udebliver.

"Jeg har ikke betalt skolepenge for mine børn i fem måneder. Skolen vil smide mine børn ud. Min familie derhjemme tror ikke på, at det ikke er min skyld," sagde han.

Det billede går igen og igen, når Rizwanullah taler med sine kollegaer. Hvis manden er forsørger for sin familie, er han ingenting.

"Mange menneskers familier vil ikke tale med dem. De siger: "Du er vores forsørger, du er faderen, vi er afhængige af dig, men du sender ikke pengene, så hvad nytter det at tale med dig?" Det sker for vores kollegaer. "Du løber fra dit ansvar, du betaler ikke for maden, du betaler ikke børnenes skolepenge, du kan ikke noget, så hvilken nytte er du som familiens beskytter?"

Læs også:Qatar bruger VM og Danmark til historiens største PR-operation

Rizwanullah Ansaris fire børn går stadig i skole, men han har været nødt til at brænde sin opsparing af og optage lån for at betale pengene.

Netop fordi de to millioner migrantarbejdere rejser til Qatar for at tjene penge, er fratagelsen af deres løn noget af det værste, man kan gøre mod dem. Det mener Nicholas McGeehan fra FairSquare.

"De her mænd og kvinder gør utrolige ofre. De forlader deres familier i årevis; deres børn, deres koner, deres mænd. De gør det, fordi de er desperate efter penge. Og det er ikke mange penge. Konsekvenserne, det har, er altødelæggende for arbejderne og deres familier," siger han.

"Når man taler med arbejdere, finder man ofte ud af, at de ikke bryder sig om forholdene og arbejdstiderne, og de finder sig i ting, som vi i Vesten ikke ville finde os i. Vi ville kalde det nedværdigende og umenneskeligt. Men de finder sig i det.

Den eneste ting, de siger, er: 'Bare giv mig mine penge. Giv mig det, jeg skrev mig op til.' At frarøve dem det er ondskabsfuldt.".

Frygten for døden
Hvorfor gør Qatars regering ikke mere for at hjælpe de nødstedte arbejdere som Rizwanullah Ansari, som landet er så afhængigt af? Ifølge Fannie Agerschou-Madsen, lektoren i mellemøststudier, er det blandt andet, fordi Qatar også er afhængigt af udenlandske investorer.

Derfor vil regeringen dels ikke skræmme dem væk ved at straffe dem for ikke at betale løn, dels er investorerne interesseret i migranterne som billig arbejdskraft.

Men under de årsager, der har med økonomi og arbejdsmarked, ligger der også en kultur og et menneskesyn. En FN-rapport fra i sommer konkluderer, at migrantarbejdere udsættes for strukturel racisme, og det samme peger Fannie Agerschou-Madsens arbejde på.

"Der er rigtig meget racisme, som simpelthen går på folks hudfarve," siger Agerschou- Madsen.

Personer fra Asien eller Afrika bliver i vid udstrækning set som andenrangsborgere.

Det gør regeringen sit for at vedligeholde, blandt andet for at fjerne fokus fra den store ungdomsarbejdsløshed.

"Hvis man har en befolkning, hvor der er relativt stor arbejdsløshed, og der så kommer en helt masse migrantarbejdere og tager jobbene, er det meget nemmere for befolkningen at skyde skylden på dem," siger hun.

"De her superautoritære regimer, som Qatar og Golf-landene er, er enormt afhængige af fortællingen om den nationale identitet. Hvordan er man en rigtig qatarer? Hvordan er man en rigtig saudiaraber? Der er enormt meget marginalisering og fragmentering af befolkningen, som staten har bygget sin legitimitet på." Nicholas McGeehan fra FairSquare bakker op.

"Vi har at gøre med et system med systematisk undertrykkelse og udnyttelse. Hvilket understøttes af en iboende racebaseret diskrimination. De her praksisser er dybt forankret, og migrantarbejderne er en underklasse med meget få rettigheder i praksis," siger han.

"Man kan have de har mekanismer, som skal ordne problemerne, men magtstrukturerne er der stadig. Det er derfor, vi bliver ved med at se de her problemer."

Når Rizwanullah Ansari taler om at få den løn, som firmaet skylder ham, bruger han ikke ordet "hvis". Han siger "når".

Spørgsmålet er bare, hvornår det så bliver.

Det drejer sig ifølge hans udsagn om 350.000 qatarske riyal eller godt 600.000 kroner, som han vil bruge på at åbne en forretning hjemme i Indien.

Hvis pengene ikke kommer, tør han ikke spå om konsekvenserne.

"Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der så sker. Jeg ved, at gud er stor, men hvordan skal vi overleve uden penge? Det ved jeg ikke," siger han.

Er det det, du er bange for? 

"Ja. Hvis vi får ikke vores løn, hvordan skal folk så overleve derhjemme? Der er ikke andre muligheder nogen vegne. Vi er dem, der skal forsørge dem. Vi arbejder, og vi får løn, og på den måde overlever vores familier."

Rizwanullah Ansari opholder sig som nævnt hjemme i Indien, tæt på sin familie og sin syge mor. Der bliver han.

"Hvis jeg ikke får mine 12 måneders løn, hvad nytter det så at bruge mine penge på at rejse tilbage og ikke få løn? Hvis jeg skal dø, vil jeg hellere dø her end dø der."

---

Sidehistorie

FIFA: KAFALA AFSKAFFES

Tipsbladet har forholdt kritikken af VM-værterne for dårlig behandling af migrantarbejderne i Qatar for FIFA, der i et skriftligt svar meddeler, at situationen for migrantarbejdere i FIFA's optik er markant forbedret på grund af en fælles indsats.

"Det indbefatter blandt andet samarbejde med BWI, den internationale fagforening for bygningsarbejdere, så vel som andre uafhængige observatører. Som både fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer har anerkendt, bliver den positive indvirkning af dette mærket i dagligdagen for arbejderne på FIFA World Cup-byggepladser, og det har også bidraget til positive forandringer for tusindvis af arbejdere på andre byggepladser."

"I overensstemmelse med vores engagement bliver disse mekanismer også gradvist introduceret til firmaer i andre sketorer, som bliver involveret i forberedelserne til og afviklingen af VM, inden for brancher som hotel, logistik, sikkerhed og transport."

I FIFA's udlægning af begivenhederne er Kafala, det kontroversielle system for migrantarbejdere, hvor de reelt befinder sig i landet på en arbejdsgivers nåde, blevet afskaffet i år.

"Siden VM 2022 blev tildelt Qatar, har der været en stor kollektiv indsats fra de lokale myndigheder og den Internationale Arbejderorganisation (ILO) for at få brede juridiske forandringer på området for arbejderrettigheder. I august blev den første permanente mindsteløn i regionen indført sammen med, at man skrottede No Objection Certificates (At arbejdsgiveren skal give en migrantarbejder skriftlig tilladelse til at skifte job). Disse reformer, sammenholdt med fjernelsen af udrejsetilladelser, signalerede slutningen på Kafala og har fået bred anerkendelse af internationale organisationer som International Trade Union Confederation, Amnesty International og Centre for Sport & Human Rights.".

Læs også:Råb om hjælp: Hvordan skal vi overleve?

Læs også:FIFA opfordrer til et minuts stilhed for Maradona verden over

Læs også:VM-skandalens vilde detalje: Spioner holdt øje med Qatars rivaler

Læs også:Sådan kan Rusland stjæle EM fra Danmark

Læs også:Efterretningsagenter og bestikkelse: Qatars VM var den vildeste beslutning

Læs også:Mandefald i FIFA: Disse 22 personer gav VM til Qatar

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020