Six days on the road - William Kvists dagbog

På gåturen har jeg nogle små rutiner, hvor jeg fremmer de positive energier i kroppen ved tanker. For eksempel løber jeg et par hundrede meter for lige at mærke, hvordan det føles, og bagefter kan jeg mærke, hvordan lårmusklerne summer af forventning. Dejligt, jeg kan mærke, at jeg er frisk i hele kroppen.

På vej hjem køber jeg tre avocadoer hos vores frugtmand og går op i lejligheden og laver min faste frokost med kylling, fuldkornspasta, avocado, feta og nogle andre småting. Jeg er ved at være inde i min egen verden af forberedelse, men jeg småsnakker med min kæreste, før jeg lægger mig ind en times tid med min bog og også lukker øjnene lidt. Jeg sover ikke, men blunder og tænker på kampen.

Jeg står op og drikker en kop kaffe, mens jeg ser lidt på AaB-Horsens. Det er bare billeder, der flimrer, men det giver lige lidt mere til den fodboldstemning, der er der nu. Klokken 15.30 kommer Nordstrand og henter mig, og sammen med Ulrik Laursen kører vi over til Parken. Det tager lidt længere tid end beregnet, for politiet spærrer af og vi ender i nogle køer, men vi når frem i tide, klokken 16.00.

Alt kører som sædvanlig på hjemmebane. Der er en koncentreret stemning, men egentlig ikke mere end mod OB. Folk finder stemningen på hver deres måde, jeg har for eksempel altid en sektion af Berlingske med, som jeg lige sidder og kigger lidt i for mig selv. I dag er det ”Hutch” [Atiba Hutchinson], der styrer musikken, så det er lidt mere rap- og soul-agtigt, end når det er Laursen.

Mens vi klæder om, får vi de sidste detaljer på plads. Jesper Grønkjær er blevet klar for os, mens Thomas Rasmussen er det samme for Brøndby, så der er nogle småting, der skal vendes. Vores assistenttræner, Bård Wiggen, gennemgår dødboldene en sidste gang, jeg har Von Schlebrügge, mens jeg også snakker med Jesper Christiansen om deres frispark, for det er mig, der styrer muren.

Jeg plejer altid at løbe først ud til opvarmning, og det er en helt fantastisk oplevelse, for vores tilhængere er bare klar. Man kan mærke tændingen, og den løfter os endnu mere. Vi er på toppen, spændingsniveauet er helt oppe og så får vi pludselig at vide, at kampen er udskudt et kvarter.

Det er rigtig irriterende, for hele dagen er planlagt efter, at man er klar klokken 17.30, og så skal man pludselig ned igen og op på niveau 10 minutter senere. Men samtidig må man ikke lade sig irritere, for så påvirker det bare alt for meget.

Kampen starter meget fysisk. Det er smæk på hver eneste nærkamp, og det er fedt. Vi mærker hurtigt, at vi er stærkere end Brøndby. Vi er toptunede, mens Brøndby er på bagbenene, og vi kommer hurtigt foran.

Faktisk tænker jeg, at det måske er for hurtigt, for hvad nu hvis vi trækker os tilbage og overlader initiativet til dem. Men det gør vi ikke. Vi har så meget lyst til at vise, at vi er bedst i dag, at vi trykker løs, mens adrenalinen pumper så hårdt, at jeg knap mærker det frispark, Jan Kristiansen begår på mig. Til sidst er jeg ved at syre helt til, for adrenalinen gør også, at du løber uden at tænke over, om du er forpustet, så på et tidspunkt må jeg ud på kanten og samle mig lidt, så jeg er klar igen.