DF-boss: Fodbold er en form for krig

Kristian Thulesen Dahl er med Pia Kjærsgaards exit onsdag blevet udnævnt til ny fornand for Dansk Folkeparti. Men selv om livet som toppolitiker kan være hårdt og krævende, er der alligevel plads til at være glødende fodboldfan. Det tog Tipsbladet og Kristian Thuelsen Dahl en snak om tilbage i 2008.

Læs hele historien her:

»Mit første spørgsmål var, om de var opmærksomme på kampen derhjemme. Vi skulle jo møde Arsenal og der var ingen dækning, så jeg kunne ikke få opdateringer på sms. Det tror jeg, de syntes var meget sjovt. At der kom en politiker fra Danmark, som ville snakke fodbold. Og derefter kunne vi så snakke om, hvordan de ellers havde det.«

Selv ikke på en arbejdsrejse til de danske og britiske tropper i Afghanistan kan han slippe den. Passionen for fodbold og i særdeleshed Liverpool, der har fulgt Kristian Thulesen Dahl siden starten af 1980'erne. Det var dengang i 6.-7. klasse, hvor alle raske drenge havde et favorithold og Thulesen Dahl blev tvunget til at vælge Liverpool. Alle de andre holdt med Manchester United og det vakte en uoverhørig trodsreaktion til live i den nu 39-årige politiker, som ikke har fortrudt sit valg siden da.

»Det er bedst beskrevet med, at der kan være to minutter igen og Liverpool er bagud. Og så synger de 'You'll never walk alone' for at støtte holdet. Det handler ikke bare om, at de andre er trælse, men at støtte sit eget hold. Der er en helt masse klubber, som bruger medierne til at fortælle, hvor fantastiske de er. Men når man graver lidt i det, holder det slet ikke. Sådan er det ikke med Liverpool. Jo mere, jeg graver i deres historie, desto mere synes jeg, det holder.«

Som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti deler Kristian Thulesen Dahl vandene. Kun de færreste har ikke en mening om manden, der var blandt partiets fire stiftere i oktober 1995. Tænder han ligefrem på at være i orkanens øje? Og hvordan harmonerer dét med at holde med en af verdens mest populære klubber?

»Da vi startede Dansk Folkeparti havde jeg ikke noget imod, at det var op ad bakke og i strid modvind de første par år. Men når først, man er i gang, vil man også gerne have, at andre synes, det er fornuftigt og at de hopper med på vognen. Det var trodsreaktionen der startede mit forhold til Liverpool, men selv hvis alle andre i hele verden synes, at de er det bedste hold, ville jeg aldrig skifte. Og nu synes jeg selvfølgelig, at alle bør være Liverpool-fans,« siger Kristian Thulesen Dahl med et afslappet smil, men også beskrivende fagter og fastholdende øjne.

Det er ikke bare for sjov, forstår man, og det ved kollegerne på Christiansborg også. Som dengang Kristian Thulesen Dahl afbrød et sent gruppemøde med Dansk Folkeparti ved at starte det nye mediecenter i loftet og vise Liverpools kamp i Champions League. Eller dengang tidligere finansminister Thor Pedersen måtte gennemsidde et samråd i Finansudvalget en lun sommerdag iført Liverpool-halstørklæde.

»Thor Pedersen inviterede en aften Finansudvalget på lidt god mad til et møde, hvor han sagde tak for samarbejdet. Som formand for udvalget skulle jeg holde en tale, hvad jeg så gjorde, inden jeg til sidst kom ind på, at jeg virkelig havde vist min dedikation ved at møde op en dag, hvor vi skulle spille i Champions League. Til sidst overrakte jeg Thor Pedersen et Liverpool-halstørklæde, som han troligt mødte op med dagen efter, selvom han ikke har nogen interesse for klubben. Det vakte stor jubel,« husker Thulesen Dahl, der hverken mener folketingsgruppen eller familien, når han siger »vi«. Det er naturligvis Liverpool Football Club, der er tale om.

Og det har der ofte været. Som i det indledende eksempel, hvor Kristian Thulesen Dahl brugte yndlingsklubben til at bryde isen over for de udstationerede engelske soldater i Afghanistan. Da den danske politiker nåede en zone med mobil dækning fik han 17 beskeder med nøjsomme kampopdateringer fra en ven hjemme i Danmark. Samme taktik forhindrer, at politikeren føler sig sejlet bagud af nyhedsstrømmen under en ferie.

»Nej, jeg ville altid sørge for, at der var en, der sms'ede mig de vigtigste sportsnyheder. Det er ikke sikkert, jeg er helt opdateret om, hvad der sker på den politiske scene, men når jeg er væk på ferie er der altid en, der sender sms'er om fodbold, så jeg er opdateret.«

»Der går sjældent en dag uden, at jeg på en eller anden måde relaterer mig til fodbold. Under sådan en sommer som den her, ser jeg meget frem til, at sæsonen starter. På det her tidspunkt læser vi jo alle om transfermarkedet og følger med i klubskifterne. Vi, der følger en klub, skal jo gerne have styr på, hvordan står til før den nye sæson. Og bliver Daniel Agger nu klar? Lige så vel som folk, der har aktier, sikkert bladrer om på siderne med aktiekurser hver dag.
Hvis der er noget i Liverpool i en avis, så skal det læses. Hvis jeg sidder stille og roligt derhjemme, og vi er inde midt i sæsonen, hvor der spilles kampe, så starter jeg tit med avisen bagfra og ser sportssiderne først,« forklarer Thulesen Dahl med en bekendelse om, at nyhederne dog får førsteprioritet, hvis han inde på Borgen befinder sig i en arbejdssituation.

»Men jeg bruger tit fodbold. Under et møde bruger nogle malerierne på væggen i et mødelokale som et samtaleemne, og her bruger jeg tit fodbold og minder folk om, at vi skal spille en stor kamp i aften. Eller at jeg har svært ved at koncentrere mig, fordi nu skal vi altså lige se, hvordan Benítez sætter holdet. Fodbold får folk til at smile og grine lidt. Det kan være rart at snakke om i stedet for, at vi alle sammen skal gå rundt og snakke om vejret. Man kan helt afgjort bruge fodbold bevidst. Både som kontaktskaber og som afdramatiserende våben,« mener Thulesen Dahl, der som oftest befinder sig i København fra mandag aften eller tirsdag morgen til ud på fredag eftermiddag, inden snuden vendes mod hjemmet i Thyregod.

I Thyregod går tiden også tit med fodbold. Enten i haven med sønnen Gustav eller på det lokale old boys-hold i Frem/Thyregod, hvor AGF-træner Ove Pedersen er blandt aktørerne.

»Thyregod ligger mellem Vejle og Herning, og FC Midtjylland er virkelig gode til at have fangarmene ude, så stort set alle i byen holder med dem. Måske lige på nær Ove P. Man kan altid mærke på hans humør om mandagen, hvordan det er gået med AGF, så i sidste sæson var det ikke altid så godt. Det fascinerende ved Ove er, at han altid har en forklaring på det. Selvom han er slukøret, kan han altid give en forklaring på, hvorfor de tabte i weekenden,« fortæller Thulesen Dahl med en tilføjelse om, at stemningen i omklædningsrummet ikke har forandret sig i forhold til ungdomsårene.

»Den specielle stemning er der bestemt stadigvæk. For mig som politiker er det især godt, for der kan være mange, der har lyst til at sige noget om det, vi går og laver, og som måske holder sig lidt tilbage i hverdagen. Men når vi kommer ned i omklædningsrummet, bliver tingene sagt lige ud af posen. Der er dét drengehørm, der skal være sådan et sted, og man kan sige tingene til hinanden lige ud. Det ved alle og det er forfriskende. Og det må Ove så også acceptere,« griner Thulesen Dahl og kan ikke dy sig for at beskrive holdkammeratens specielle måde at spille på:

»Når han er på banen, har han svært ved at slippe trænergerningen. Han spiller i det centrale forsvar og vil gerne fortælle os, hvordan vi burde spille. Han tager sommetider nogle sjove driblinger, hvor han i hvert fald i hovedet helt klart ved, at det kan han da sagtens, men så er det ikke altid, det bliver sådan på banen. Men han er et engageret menneske.«

At være engageret har Kristian Thulesen Dahl også ry for at være på Christiansborg, hvor han regnes blandt de mest målrettede men også vellidte politikere blandt kollegerne. Tonen er hele tiden høflig og afbalanceret, men Thulesen Dahl erkender dog, at fodbold også handler om følelser og store udbrud.

»Det er en form for krig og alle tager jo stilling til det. Og det kan vi også have brug for en gang imellem for at lufte ud. Jeg bliver aldrig grov på stadion, men det gør jeg heller ikke i andre sammenhænge. Jeg vil aldrig være en af dem, der råber og skriger, men jeg vil ikke tage på stadion, hvor Liverpool spiller, uden at have trøjen og halstørklædet på. Og dommeren kan jo også godt tage fejl... Og det må man jo gerne gøre opmærksom på,« smågriner Thulesen Dahl og mindes sin egen karriere som målmand for Nørre Snede Gymnastik og Idrætsforening. Her var højdepunktet at spille kredskampe imod de andre hold fra området, imens det som fan har været Champions League-finalen i 2005 mellem AC Milan og Liverpool.

»Jeg så kampen med en kammerat derhjemme og vi havde pyntet stuen, som man jo skal det, med trøjer og halstørklæder, samt selvfølgelig lidt drikkevarer fra vores hovedsponsor. I pausen måtte der godt nok noget lidt stærkere på bordet, da vi skulle finde en løsning på, hvordan vi vendte kampen. Men nej, jeg overvejede aldrig at slukke for kampen undervejs. Det gør man bare ikke. Det er det helt specielle ved Liverpool-ånden. Man kæmper videre og støtter holdet, så godt man nu kan det.«

»Mange ser på fodbold som noget med 11 mænd, der løber rundt efter en bold. Men hvis man ser på, hvad der skal sættes i værk for at få en medarbejderstab til at fungere sammen og overfører det til fodboldbanen, så kan man godt se, at der skal noget unikt til for at få det hele til at fungere sammen for en træner og jeg synes det er fascinerende at følge med i, hvordan en træner får sat holdet. Det vigtigste er, at holdet fungerer. Og så kan du også få en succes ud af det. Jeg kan jo sagtens stå i politik og sige, at jeg gjorde det godt nok godt, men vi tabte tre mandater. Så er det sjovere at sige, at holdet gjorde det godt og at vi fik to mandater frem,« forklarer Thulesen Dahl med et billede fra den politikerverden, som slet ikke er ulighed fodboldens.

»Det er meget det samme. Hvis vi er 25 i en Folketingsgruppe gælder det jo også om at få de rigtige frem til at tage ordet og så videre. Hvornår er det, du skal yde dit bedste? Hvordan skal du forberede dig? Hvordan skal du og dine kolleger have det i løbet af dagen for at yde det bedste? Det skal man selvfølgelig vide med sig selv, men Pia er jo min formand, så hun er min træner.«

Sådan er rollefordelingen i Dansk Folkeparti, imens der er anderledes kamp om tingene hjemme i Thyregod. Sønnen er nemlig opdraget som Liverpool-supporter, og derfor må far Kristian ofte ty til reserveløsningen, når de drabelige slag i baghaven skal udkæmpes.

»Ja, så er Gustav jo Liverpool og jeg må være Vejle. Efter kommunesammenlægningen er jeg kommet med i Vejle kommune, og derfor er det klart, jeg håber på, det går godt for dem. Det smitter jo af på byen og det hele. Men min søn holder med FC Midtjylland, og det kan godt skabe lidt splid,« fortæller Thulesen Dahl og nævner pokalkampen mellem de to hold som eksempel.

»Her førte Vejle, men så vandt FC Midtjylland på to straffespark. Det ene var måske godt nok, men det andet kunne diskuteres. Og det blev det også,« forsikrer han og kommer så ind på en vigtig pointe i forbindelse med fodbold.

»Det forener jo. Det er dejligt at have det sammen. Og så synes jeg det allervigtigste er, at have en interesse, du går op i med hud og hår, og som også involverer, at du er ude og røre dig fysisk. At kombinere interessen foran skærmen eller på stadion med, at du selv kommer ud at spiller er perfekt. Det aktive er der mange, som glemmer, men det ligger jo lige for,« understreger Thulesen Dahl, som har sat den aktive karriere på standby for i stedet at træne til et cykelløb i Paris. Heller ikke her kunne han dog lade passionen for Liverpool og fodboldspillet hvile.

»Det var helt specielt at cykle ned ad Champs-Élysées med dannebrog på styret. Og hvis jeg så ser en Liverpool-trøje i udlandet, kan jeg ikke lade være med at prikke folk på skulderen og sige 'yes, that's our club'. Og så får man som regel en god snak om fodbold. Det er altså fantastisk.«