Generelle

Portræt: Magnus Haglund

35-årige Magnus Haglund var AaB's første-prioritet i de langvarige bestræbelser på at finde en ny træner. Men Elfsborg-træneren sagde nej til tak til at flytte til Aalborg, hvilket imidlertid ikke ændrer på, at den 35-årige svensker er blandt Nordens allermest spændende og moderne trænere. Mød den bløde mand med de hårde kanter.

Trænerdebut som 26-årig

På hjemmefronten danner Magnus Haglund par med Anna, som i februar fødte parrets første barn, da en lille pige kom til verden.

»Det gælder om at have distance til jobbet. Man har jo mødt mange ældre kolleger, som ser vældigt, vældigt trætte og slidte ud. Man kan jo undre sig over, hvad det beror på. Men sådan skal det ikke gå,« siger Haglund selv om sit syn på det trænerliv, der hurtigt kan blive altopslugende.

Johan Rydén har også bemærket, at faderrollen har ændret Haglund:

»Der er sket meget med ham, siden han blev far tidligere i år. Før i tiden var han tøvende over for at give spillere, der havde gravide koner eller kærester, fri. Nu kan spillerne være borte en hel uge uden, at Haglund synes, det er et problem.«

Som 21-årig rejste Magnus Haglund til Fort Wayne i Indiana, USA, hvor han læste idrætspsykologi og biologi, samt passede tjansen som målmand på det lokale fodboldhold. Et hverv, han aldrig nåede højere med i Sverige end en rolle som tredjemålmand for Halmstad. Og i en alder af 26 år kunne Magnus Haglund så kalde sig fodboldtræner, da han overtog jobbet i Laholms FK. Erfaringerne fra USA tog han med sig.

Kort sagt et godt menneske

»Han er veluddannet, er en god 'psykolog' i truppen og meget interesseret i personlig udvikling,« lyder det fra Thomas Tynander om personen Haglund, som ifølge eget udsagn næsten altid har været 'ung' i forhold til de ting, han foretog sig.

Således også sidst i 2003, da han for første gang satte sig i sædet som træner for en klub i den bedste svenske række. Og fuldførte sæsonen med en godkendt 9. plads til følge. Nu venter de fleste spændte på at se, om Elfsborg hjemtager det andet mesterskab i tiden under Magnus Haglund med fem resterende spillerunder og en afstand op til Kalmar på tre point. Johan Rydén er ikke i tvivl om, at træneren har gjort sit for at klæde sit hold ordentlig på.

»Man opdager hurtigt hans lange kampanalyser på pressekonferencerne. Han er virkelig detaljeret og vil gerne imponere ved at tale om, hvilke svagheder hos modstanderen, som Elfsborg har opdaget,« forklarer Borås Tidning-journalisten om den detaljefikserede træner.

En træner, som Thomas Tynander uden at tøve kalder for en af de bedste i landet.

»Han er et godt menneske, helt enkelt. Og han har visioner - han tænker langsigtet,« lyder de afsluttende ord om manden, der kan blive den tredje svenske træner i AaB.

En konstellation, der har givet guld i begge tidligere tilfælde med først Hans Backe og siden Erik Hamrén som ledere fra trænerbænken.