FCK oppe mod ødelæggende kraft i moderne fodbold

Jeg bilder mig selv ind, at jeg var der, da det moderne Manchester City, og på mange måder moderne fodbold, blev født.

Det var på SAS Arena i Herning, som stadion af sponsor-årsager hed dengang i august i 2008, hvor Manchester City spillede om at komme i UEFA Cuppen på bekostning af FC Midtjylland.

Holdet var landet i Karup dagen før kampen og skulle vente på bagagen, der til direktøren Gerry Cooks utilfredshed tog en del tid om at blive rullet ind på en stor vogn, hvilket chefen undrede sig højlydt over til Citys unge målmandstalent Kasper Schmeichel.

Til træning på stadion senere samme dag sad Vincent Kompany, nyligt købt i Hamburger SV, på tribunen med en mindre skade, mens undertegnede fik en snak med en kender af det internationale transfermarked, der blandt andet fortalte om Roman Abramovitj' finte med både at eje Chelsea og have interesser i CSKA Moskva, hvor Manchester City netop havde hentet Jô.

Manager Mark Hughes havde kort forinden talt på pressekonferencen om behovet for nye spillere, angriberen Jô var på vej i den forkerte retning, indtil undertegnede pegede ham i retning af resten af kammeraterne, og dagen efter på hotellet overhørte jeg tilfældigt en af de offensive kræfter i en ophidset telefonsamtale om, hvad der skulle blive af ham, hvis manager Hughes fik sin vilje i form af Shaun Wright-Phillips.

Komikken blev alvor
Manchester City var en kaosklub.

Ejeren Thaksin Shinawatra havde hverken styr på sit ejerskab eller situationen hjemme i Thailand, hvor han var blevet hældt ud som premierminister i et militærkup i 2006 og nu var sigtet for korruption i milliardklassen.

Der var alvorlig tvivl om økonomien i klubben, Shinawatras penge i Thailand blev indefrosset, og den daglige ledelse kom i flere omgange krybende tilbage til den tidligere ejer for at låne millioner til at betale lønninger og de vigtigste regninger.

Manchester City slog Thomas Thomasbergs FC Midtjylland ud i straffesparkkonkurrence om aftenen torsdag 28. august 2008. Mandag 1. september, transferdeadline-dag, blev Abu Dhabis køb af klubben gennem ADUG (Abu Dhabi United Group for Development and Investment) officielt.

Dengang anede ingen, hvad Abu Dhabis køb af Manchester City ville betyde.

Det begyndte komisk på en vild deadlinedag med det misforståede bud på Lionel Messi (‘it is getting messy’ blev til ‘get Messi’).

Men mindre end fire år og spillerkøb for 3,5 milliarder kroner senere var City så stærk, at man vandt mesterskabet på Sergio Agüeros vilde comebackmål mod QPR.

Man sagde farvel til Gerry Cook som direktør (han var senest direktør for Saudi-Arabiens liga indtil midten af 2023) og erstattede ham med FC Barcelonas Ferran Soriano.

Ferran Soriano (til højre) med Manchester Citys bestyrelsesformand Khaldoon Al Mubarak.

Soriano havde i årevis forsøgt at lokke præsident Joan Laporta til at lave en multiklub-model med FC Barcelona i centrum. Det fik han i stedet ubegrænsede midler til med City Football Group.

Det kan godt være, Chelsea var i front med CSKA Moskva og siden en underhåndsaftale med Vitesse Arnhem og et hav af lejeaftaler, dengang i august 2008, hvor Manchester City blev opkøbt.

Læs meget mere om multiklub-ejerskaber i Tipsbladets store artikel om emnet her

Nu er der nu 12 klubber i City Football Group ud over Manchester City, og indtil flere venligsindede samarbejdspartnere, og City Football Group nævnes af alle eksperter inden for området sammen med Red Bull som dem, der har skabt de seneste års bølge af multiklub-ejerskaber i såvel Danmark som store dele af Europa og resten af fodboldverdenen.

Og det var også i disse år, hvis vi tror lækkede dokumenter fra Football Leaks og diverse efterforskere fra UEFA og Premier League, at Manchester City systematisk begyndte at pumpe sponsoraftaler med relaterede parter kunstigt op og at snyde fodboldens myndigheder for at omgå Financial Fair Play og licensregler. Noget, Manchester City pure nægter.

Ikke et forsvar for 'kartellet'
Når jeg kalder Manchester Citys ejere de mest toneangivende og destruktive i skabelsen af moderne fodbold, er det ikke uden konkurrence.

Førnævnte Chelsea satte turbo på udenlandske ejerskaber og kunstige tilskud via Roman Abramovitj, der købte klubben i 2003 og lånte Chelsea omkring 13 milliarder kroner, indtil han røg ud i månederne efter Putins invasion af Ukraine.

Qatars sportssatsning er uendelig meget større end Abramovitj’ og også De Forenede Arabiske Emiraters. Qatar har, trods tsunamien af kritik mod VM 2022, været langt mere kalkuleret og strategisk og har gjort sig til venner med hele sportsverdenen.

Saudi-Arabiens satsning på fodbold og sport? Uendelig meget større end emiraternes, men også i høj grad inspireret og direkte kopieret fra Emiraterne og Manchester City.

Så det her er ikke et forsvar for det, Manchester Citys og Newcastles pro-ejerskabsfans kalder ‘kartellet’, de traditionelle topklubber.

Amerikanske ejere som Glazers i Manchester United, John Henrys Fenway Group, Stan Kroenke i Arsenal, de daværende og nuværende ejere i AC Milan og deres kammerater i andre storklubber var klar til at lade resten af verden i stikken med Super League. De kan stadig nå det.

Bayern München, der evigt og altid skal lovprises her i Danmark, har indirekte Qatar som medejer af deres professionelle selskab, og det var den tyske storklubs chefer, der lukker Qatar ind i den politiske varme i UEFA, ECA og europæisk fodbold.

Joan Laporta i Barcelona og Florentino Peréz i Madrid er klar til at gøre hvad som helst for at sikre deres egne klubber og deres eget eftermæle, inklusiv at holde liv i den Super League, vi lige skal huske på at Manchester City også oprindeligt var frisk på at slutte sig til.

UEFA’s og FIFA’s præsidenter Aleksandar Ceferin og Gianni Infantino har de seneste uger og måneder givet rigeligt med eksempler på, at de og deres organisationer ikke er opgaven voksen.

Men få, hvis nogen, har som City Football Group og deres ejere trukket fodbold i en retning, hvor diktaturer bruger fodbold politisk og økonomisk, hvor multiklub-modeller fører an på et spektulativt transfermarked, og hvor udbryderligaer truer i horisonten.

Derfor skiller Manchester City sig ud
Jeg har intet mod Erling Haaland, Kevin De Bruyne, Pep Guardiola eller Citys fans.

De agerer i virkelighedens verden, som den ser ud i disse år, og har ikke bedt om, at topfodbold skulle forvandles til et spil Stratego i 3D.

Til gengæld køber jeg overhovedet ikke, at vi nu skal tie og i stedet fokusere på fodbold, fordi der er gået så mange år, fordi vi er trætte af diskussionen efter VM 2022 i Qatar, eller fordi andre også bruger fodboldspillet til at lave politik og udøve økonomisk magt.

Jeg ved godt, jeg har sagt meget af det her om City før – det betyder ikke, det dermed fra nu af kun skal handle om fodbold, fordi det om noget er det, de statslige aktører i fodbold håber på.

Abu Dhabis og De Forenede Arabiske Emiraters reelle magthaver Mohamed Bin Zayed (til venstre) med Manchester City-frontfigur Mansour Bin Zayed (til højre), der også er førstnævntes lillebror.

Abu Dhabi ejer Manchester City, uanset hvor mange gange, emiratet og Manchester City forsøger at binde os en historie på ærmet om, at City som nærmest den eneste Abu Dhabi-investering i verden overhovedet ikke er del af en langsigtet, strategisk investeringsplan, der skal sikre regimets overlevelse og greb om magten.

Abu Dhabi er (takket være, at man kontrollerer langt de største oliereserver) det suverænt stærkeste og toneangivende emirat i De Forenede Arabiske Emirater, et autoritært land, der er endnu mere topstyret, behandler migrantarbejdere dårligere og knægter menneskerettigheder mere systematisk end det ekstremt kritiserede naboland Qatar.

Man deltager aktivt i krigene i Yemen, Libyen, Sudan og flere andre lande, opkøber store dele af landbrugsjorden og skove i lande som Liberia og Zimbabwe for at sikre fødevare-forsyningen og købe aflad for CO2-udledninger.

Og hvad har det så med Manchester City at gøre? Alt.

For intet vækker genklang på globalt plan, intet er så interessant at tale om og bruge som 'icebreaker', når der skal laves energi- og andre naturressource-aftaler eller forsvarsaftaler til en værdi på trecifrede milliardbeløb, som fodbold og som Manchester City.

Hvor Qatar greb magten indefra med sponsorater, samarbejdsaftaler og i Europa en vild positionering af Nasser Al-Khelaifi som præsident for European Club Association og medlem af UEFA's eksekutivkomité, har City konsekvent været i opposition.

I en af de lækkede emails blandt millioner af dokumenter fra Football Leaks citerer en advokat Manchester Citys formand Khaldoon Al Mubarak for i 2013 at have sagt, at han hellere ville betale verdens 50 bedste advokater for at sagsøge UEFA i 10 år end følge reglerne.

Jeg skal ikke forsøge at lave en powerranking over Qatar, Saudi-Arabiens og Abu Dhabi/De Forenede Arabiske Emiraters brug af fodbold til egne formål.

Men Manchester City og Abu Dhabi ligger meget højt, når vi skal forstå, hvordan de mest udskældte og upopulære elementer i moderne fodbold som et transfermarked i fri galop, multiklub-ejerskaber og brug af fodbold som middel til at føre geo-politik er opstået.

Måske Premier League kan løfte sagen om at fifle med tallene, som UEFA-præisdent Aleksandar Ceferin i et interview for nylig sagde, han var sikker på at Manchester City var skyldig i. Måske kan man ikke.

Men dem, der kunne have ønske sig en mere lige, jævnbyrdig og gennemskuelig fodboldverden, hvor milliarder af kroner og viljen til at gå så langt som overhovedet muligt ikke er styrende, har Manchester Citys ejerskab været en ødelæggende kraft i moderne fodbold, en katalysator for inflation på transfermarkedet, et forbillede for alverdens multiklub-ejerskaber uden en promille af City Football Groups faglighed, og et billede på, hvordan de stærkeste i sporten kan slippe afsted med meget, når de har råd til bedste advokater.