Glem Solskjær – her er Man Uniteds rigtige problem

Man U’s undergang er nostalgien, ikke Solskjær

Det kunne se ud til, at vi efter landsholdsugen igen bevæger os ind i en af efterhånden mange skæbneperioder for Ole Gunnar Solskjær i Manchester United.

United slog i sidste uge Villarreal i Champions League efter en ustabil kamp, hvor Villarreal burde have ført stort efter den første times spil og først vandt i dommerens sidste sekunder på et Cristiano Ronaldo-mål, og mod Everton spillede man så 1-1 i en uinspireret kamp.

Her er programmet for resten af efteråret:
16/10: Leicester (ude)
20/10: Atalanta (hjemme)
24/10: Liverpool (hjemme)
30/10: Tottenham (ude)
2/11: Atalanta (ude)
6/11: Manchester City (hjemme)
20/11: Watford (ude)
23/11: Villarreal (ude)
28/11: Chelsea (ude)
30/11: Arsenal (hjemme)

Det er program med lutter taktisk og teknisk dygtige modstandere, hvis vi trækker Claudio Ranieris nye oprykkerhold Watford fra, og fyringssnakken er igen dukket op.

Det handler ikke så meget om resultaterne, der overordnet set er tålelige med sidste sæsons andenplads i Premier League in mente.

Nej, det er nærmere, at nordmanden trods alle gode intentioner ikke lader til at have de taktiske færdigheder og evnen til at vælge et mandskab, der vinder trofæer og titler, som man finder hos verdensklasserivaler som Jürgen Klopp, Josep Guardiola, Atalantas Gianpiero Gasperini eller Villarreals Unai Emery, der ud over tristessen i Paris Saint-Germain og Arsenal altså har vundet Europa League fire gange.

Bekymret Solskjær: Den går ikke resten af sæsonen #cldk https://t.co/N0w8ZKbMTM

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) September 30, 2021

De trænere står Solskjær overfor i den kommende halvanden måned sammen med den forsvarende Champions League-mester Thomas Tuchel, førnævnte Premier League-vinder Claudio Ranieri og den i Wolverhampton defensivt succesrige Nuno Espirito Santo.

En kollega foreslog den anden dag, at Ole Gunnar Solskjær havde været en rigtig god assistenttrænrer, og det er jeg ganske enig i.

Men i det store billede er det ikke nordmanden, der er noget i vejen med, men derimod en klub, der stadig ikke har fundet retningen efter Alex Ferguson.

Truppen hænger bedre sammen nu, end den har gjort længe, men den bærer stadig præg af at være for tilfældigt sat sammen, senest med kontrakten til Cristiano Ronaldo, der isoleret set er fin nok at have som mulighed i front, bare ikke når man forsømte at få den centrale midtbaneoprydder, der for alvor mangler.

Øverst sidder en på mange måder fraværende kreds af ejere i familien Glazer.

Det er ikke synd for familien Glazer #pldk https://t.co/8rMCV1T5kX

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) May 8, 2021

Glazer vandt ganske vist Super Bowl med deres andet sportshold Tampa Bay Buccaneers i februar takket være kontrakten til den aldrende superstjerne Tom Brady (en aftale, der på flere punkter minder om Cristiano Ronaldo-købet), men som det var tilfældet i Tampa Bay i halvandet årti forinden, har man i Manchester i høj grad accepteret bare at kvalificere sig til Champions League de fleste sæsoner via anden- til fjerdepladser, mens man har tjent tykt på ejerskabet og har set værdien af klubben tordne i vejret.

Det siger meget, at familien Glazer (sammen med fem andre Premier League-ejere) gladelig ville gå med i Super Leagues lukkede økosystem for ikke at risikere at glippe Champions League, og selvfølgelig for at få ekstra millioner og milliarder i den nye turnering, uanset at den ville ruinere store dele af den øvrige fodboldverden.

Aftalen med Cristiano Ronaldo, fastholdelsen af Ole Gunnar Solskjær og dyrkelsen af fortiden er for mig at se en direkte hindring for, at man tager konkurrencen op i en moderne æra, hvor Manchester United altså er meget langt fra at være en ledende talentudvikler, og hvor metoderne og spillet har rykket sig og kræver endnu mere ekspertise og dedikation, end dengang man dominerede under Alex Ferguson.

Spørgsmålene om Solskjærs holdbarhed vil vare ved, til han på et tidspunkt ryger ud, og indtil man tager et hårdt selvopgør og erkender, at længsel efter gamle dages storhed ikke gør det alene, kan Manchester United nærmest hyre hvem som helst som træner, uden det grundlæggende gør situationen bedre.

Farvel til Wind og Antonsson vækker følelser

Følelserne fik frit løb for en uges siden, da det kom frem, at Per Wind og Mikael Antonsson er blevet fyret i FC København.

Stor bombe i FC København: Fyrer to klub-ikoner #sldk https://t.co/YiQOomZ6Zv

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) October 1, 2021

Fyret efter 22 år: Er mega skuffet over FCK #sldk https://t.co/Mamn6myxRc

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) October 2, 2021

Også sønnen Jonas Wind, der er FC Københavns største salgsobjet, var træt af situationen, ligesom mange fans var det.

Jonas Wind om farens fyring: Trist og skuffet #sldk #fcklive #fckvff https://t.co/EJmLGC6Rkr

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) October 3, 2021

Så hvordan kommer en situation, der i de fleste andre klubber ikke havde vakt nær samme opsigt, til at fylde så meget og så negativt for en klub, der trods alt kun er tre point efter FC Midtjylland på førstepladsen og for mig at se stadig er titelfavorit lige foran selvsamme rival?

Timingen og udmeldingen, eller måske manglen på selvsamme, har sportsdirektør Peter Christiansen været inde på, men det forklarer slet ikke de relativt voldsomme reaktioner, som ærlig talt kom bag på mig, uanset at det selvfølgelig drejer sig om to vellidte personer med en lang og flot karriere i FC København.

Jeg har ikke svaret, men det kunne hænge sammen med en vis utålmodighed efter to sæsoner uden mesterskaber og fornemmelsen af en ejerkreds og bestyrelse, der har travlt med at forandre klubben og har haft det, siden Ståle Solbakken blev fyret per telefon for et år siden.

Det var i hvert fald påfaldende, at tålmodigheden med klubbens top var så lille blandt mange fans, og hvad end det er fair eller ej, er det endnu et tegn på, at der nok ikke er så meget andet for den sportslige sektor at gøre end at få indtaget den førsteplads i en ruf og få forvist FC Midtjylland til andenpladsen, uanset at er blevet en del sværere den seneste uge med Zecas alvorlige knæskade, Kamil Grabaras brækkede finger og Rasmus Falks fortsatte skadesfravær.

Sneboldskamp og skydespil med Messi i Saudi-Arabien

Var det noget med en sneboldkamp med Lionel Messi i Winter Wonderland?

Eller hvad med en shoppetur i en urbutik med den argentinske troldmand?

Man kan også spille en avanceret omgang laser tag, der mest ligner noget fra konsolspillet HALO, møde Messi på restaurant, og så minsandten blive tryllet væk og få PSG-trøje på og støde ind i Neymar, Kylian Mbappé og den nyligt afslørede skattely-bruger Ángel Di María.

Alt sammen er del af en to minutter lang video til promovering af Riyadh Season, en stor kulturfestival i Saudi-Arabiens hovedstad, der begynder 20. oktober og byder på tusindvis af begivenheder.

تخيل أكثر!
!Imagine more

🔥❤️🇸🇦💪🏼 #موسم_الرياض pic.twitter.com/pdOD5SYe1a

— TURKI ALALSHIKH (@Turki_alalshikh) October 4, 2021

PR-kampagnen forud for VM 2022 i Qatar brager løs med forbrødring mellem Qatar og Saudi-Arabien og PSG-stjerner i en reklame for VM-rejser til Qatar næste år.

Det kommer ikke til at gå stille for sig, hvad end man vil det eller ej, og mon ikke også Qatar-spørgsmålene melder sig i de kommende dage, for eksempel når Danmark har kvalificeret sig til VM i næste uge og deltagelsen i slutrunden ikke længere er et teoretisk spørgsmål.

Fyringssæsonen i Premier League begynder nu

Xisco var dead man walking i Watford, men en fyring efter syv kampe og en placering over nedrykningsstregen kommer altid til at virke voldsom, uanset at oprykkerne ikke spillede fodbold som et hold, der ville overleve i rækken.

Fans opfordrer Premier League-træner: Sig op #pldk https://t.co/XgAfV4x9xc

— tipsbladet.dk (@tipsbladet) October 5, 2021

Den spanske træner er nok bare den første i en række trænere, der ryger i Premier League eller kommer tæt på.

Steve Bruce i Newcastle spiller på det, der må være hans absolut sidste liv i trænerkarrieren i den nordøstengelske traditionsklub, hvor ejer Mike Ashley nu er ude og erstattes af staten Saudi-Arabiens investeringsselskab PIF.

På et tidspunkt kunne man også forestille sig, at Norwich’ topledelse bliver træt af bare at være med i Premier League i stedet for rent faktisk at vinde noget under Daniel Farke, og Nuno Espirito Santo og Mikel Arteta i de to London-topklubber Tottenham og Arsenal skal heller ikke vente, at de har så megen snor tilbage, selvom de fleste andre end ejerne kan se, at de altså ikke har spillermaterialet til Top 4 længere.

Sidste sæson var ganske usædvanlig ved, at kun fire klubber skiftede manager eller cheftræner undervejs i turneringen, men det tal kunne meget vel blive overgået her i 2021/22.

I weekenden holder vi øje med

Skotland-Israel
Lørdag 18.00, kan ses på 6’eren
Ja, Danmark spiller sammen aften (vi går ud fra, I ser den kamp uanset hvad 20.45), men der er ærlig talt mere spænding i denne kamp.

Argentina-Uruguay
Natten mellem søndag og mandag, 01.30, kan ses på TV3Sport
Det er altid et godt lokalbrag, selvom der ikke står så meget mere end æren på spil med begge landshold på relativ sikker VM-kurs.

Belgien U/21-Danmark U/21
Tirsdag 20.00, kan se på TV2Spxrt
Ja ja, det er ikke weekenden, men den her kamp mellem Danmarks og Belgiens bedste talenter er da værd at følge, om ikke andet så 1. halvleg, før der er kickoff i Danmark-Østrig.

Jeg ved ikke, om Pione Sisto og Júnior Brumado læser de ugentlige nyhedsoverblik, men det skal I da! Her er arkivet. (under billedet, forstås)

7. august: Brøndbys “venner” og dansk klub-dramatik
14. august: Hvorfor sejler COVID-19 for BIF og FCM?
21. august: Pokerspil om Danmarks dygtigste teeanger
4. september: Er AGF’s nye mand 15 millioner værd?
11. september: Gør FCM klogt i at skyde på Sory Kaba?
18. september: Har fodbold et problem med vold mod kvinder?
25. september: FCM og FCK gav 30+ millioner: Hvor skal de spille?
2. oktober: Nu skal BIF og FCM vinde og hjælpe FCK i Europa