1. division

Vejle trimmer truppen før fusion

Vejle fusionerer med Kolding FC til sommer. Allerede nu er de i gang med at trimme den trup, der skal suppleres med profilerne fra bundklubben.

I trekantsområdet er Vejle og Kolding i gang med at færdiggøre de sidste detaljer i samarbejdet, der fra næste sæson munder ud i, at de to klubber spiller under samme "flag" - under navnet VB Kolding.

Til den tid bliver Koldings hold trukket ud af divisionerne, og den nye fusionsklub vil kommer til at spille på Vejles licens. Det betyder, at to 1. divisionstrupper skal lægges sammen til én, og noget tyder på, at Vejle allerede er begyndt at forberede sig på det arbejde.

I går sagde klubben nemlig farvel til nigerianske Joseph Akinola Folahan, der fik ophævet sin kontrakt et år før tid. I dag var det så rutinerede Ulrik Lindkvist, der fik at vide, at han ikke får forlænget sin kontrakt med klubben.

- Jeg er lykkelig over, at Vejle Boldklub gav mig chancen, men jeg er selvfølgelig også lidt ærgerlig over, at det ikke blev et længere ophold i VB, når det viste sig, at jeg kom tilbage på fuld kraft, siger Lindkvist til Vejles hjemmeside.

Derudover forventes det, at de to udlejede spillere Brian Priske og Marc Pedersen bliver i henholdsvis FC Midtjylland og Randers eller finder andre klubber. Desuden mister Vejle formentlig svenske Mikael Rynell, der skal tilbage til sin kontrakt i Esbjerg, hvor træner Ove Pedersen har givet udtryk for, at han gerne vil have ham tilbage.