Superliga

Mallorca-makker: For lidt ferie til Krohn

Daniel Wass var med Michael Krohn-Dehli på den ferietur til Mallorca, der kostede ham startpladsen i Brøndbys premiere i søndags.

Mens Michael Krohn-Dehli blev bedt om at møde ind fra ferie 10 dage efter, at Danmark var blevet slået ud af EM, fik hans danske venner Stephan Andersen og Daniel Wass, tre uger på langs af deres klub Evian, der i øvrigt er med i kampen om at købe Krohn-Dehli fri af Brøndby.

Den 29-årige landsholdsspiller trodsede imidlertid Brøndbys krav og tog på ferie på Mallorca med Daniel Wass, der altså kunne slappe af ved tanken om, at han også havde ferie, da han kom hjem.

- Det var en god tur, og vi hyggede os. Jeg kunne ikke mærke, at feriespørgsmålet påvirkede ham. Vi Evian-spillere fik tidligt at vide, at os der var med til EM fik tre ugers ferie, fra når vi var røget ud, så på den måde har de været fantastisk søde.

- Tænk på at vi har trænet en måned længere end de andre, og at en spiller som Krohn har spillet stort set samtlige minutter ved slutrunden. Han er én af de ældre spillere, han har betydet meget for Brøndby, og man ved, hvad han kan. Jeg mener, det er alt for lidt at få en uges ferie efter et EM. Men det er jo Auris valg, siger Daniel Wass til tipsbladet.dk.

Nu håber Wass, at Krohn-Dehli støder til danskerkolonien i Evian, hvor Christian Poulsen, Thomas Kahlenberg, Stephan Andersen og Wass spillede i sidste sæson. Wass og Andersen bliver i klubben, og de håber at så mange af danskerne som muligt tjekker ind inden den franske sæson starter.

- Vi vil gerne have Krohn herned, for han kan styrke holdet. Han er en god spiller og en dejlig person, som både Stephan og jeg kender rigtig godt. Jeg håber også, Christian og Kalle bliver, men det ser måske lidt svært ud med Kalle, og kan vi ikke få ham, så er Krohn jo nogenlunde samme type, og jeg er sikker på, han kan forstærke os. Så kan han måske også få lidt længere ferie næste år, siger Wass med et grin.

Det ventes, at Michael Krohn-Dehli bliver solgt i løbet af sommerpausen. Evian har erklæret, at de er blandt bejlerne til danskerens underskrift, ligesom flere hollandske klubber har været nævnt.