20-årige John McGinn fortryder nok, han tog bolden fra sin anfører til træning i sidste uge. Det fik nemlig St. Mirren-kaptajnen Steven Thompson til at kaste en spids pæl efter sin unge holdkammerat, og den ramte ham lige i låret.
Det fik McGinn til at bløde kraftigt, og han måtte sidde over i lørdagens kamp mod Kilmarnock. Thompson er ganske ked af episoden og har blandt andet skænket sin sejrsbonus til McGinn.
- Jeg er bare sønderknust af hele episoden. Det var en åndssvag prank. Det var ikke sådan, at jeg smed pælen i vrede ellers sådan noget. Det er ikke det, der skete, siger anfører Thompson ifølge Reuters.
Thompson har selv prøvet at være offer for bizarre skader tidligere i karrieren. I 2006 fik han en nerve i fingeren i klemme, mens han skar æbler, og året efter faldt han på en båd på ferie, hvilket krævede en operation i lysken og kostede ham et klubskifte.