Ny Randers-angriber med selvtilliden i orden
Foto: Randers FC
Superliga

Ny Randers-angriber med selvtilliden i orden

Piotr Parzyszek er sikker på, at får han spilletid, laver han mål.

Angriber Piotr Parzyszek er den kommende sæson på leje i Randers FC, og han vil allerede nu garantere, at han kommer til at lave mål for kronjyderne. Polakken, stadig kun 21 år, kommer fra engelske Charlton, hvor tilgangen af Simon Makienok rykkede Parzyszek ud på det yderste mandat i truppen, hvorfor han kunne skifte til Randers.

I Randers kommer han til at kæmpe for spilletid, for selv om klubben spiller med to angribere, er der stærke konkurrenter til de to pladser i front. Mikael Ishak og Nicolai Brock-Madsen var begge med ved U/21-EM, og Viktor Lundberg lavede hattrick mod FC Nordsjælland i søndags. Samtidig kan australske Mustafa Amini spille en af de to pladser i front.

Men alligevel er det en selvsikker polak, der er skiftet til Randers. Han lover mål.

- Mine statistikker er gode, og jeg har scoret mange mål. Jeg lever for at score, det er mit job, og det vigtigste for mig, så det er mit mål, at jeg også vil gøre det i Randers, siger Piotr Parzyszek til Randers Amts Avis.

Randers FC sikrede sig en købsoption i forbindelse med lejeaftale, skulle angriberen vise sig at være et hit hos Colin Todds tropper.