Malmø-spiller afviser russisk skifte
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Generelle

Malmø-spiller afviser russisk skifte

Malmø og Krylia Sovetov var enige om en transfer af Simon Kroon, men efter at have besøgt den russiske klub har svenskeren takket nej til tilbuddet.

Det Malmø-hold der vandt det svenske mesterskab i sidste sæson, er efterhånden smuldret fuldstændig.

Profiler som Pontus Jansson, Magnus Eriksson, Isaac Thelin, Emil Forsberg, Filip Helander og Robin Olsen er alle fortid i klubben, og det samme kunne Simon Kroon sagtens have været. 

Midtbanespilleren har dog netop afvist et kontrakttilbud fra russiske Krylia Sovetov. De to klubber var ellers enige om prisen for Kroon.

- Når man tager ud, skal man have den rette mavefornemmelse. For at kunne præstere, skal jeg være i en klub hvor jeg trives. Derfor fortsætter jeg i Malmø, siger Kroon til Kvällsposten.

Malmø ligger nummer fire i Allsvenskan og tabte forleden med 2-0 til Salzburg i Champions League-kvalifikationen.