FC Midtjylland står til milliongevinst ved Fischer-skifte
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

FC Midtjylland står til milliongevinst ved Fischer-skifte

Hvis Viktor Fischers skifte til engelske Middlesbrough går igennem, får FC Midtjylland igen millioner for den danske landsholdsspiller. Også AGF tjener på et Fischer-skifte.

21-årige Viktor Fischer er netop nu i England, hvor han er ved at færdiggøre sit skifte til Premier League-oprykkerne Middlesbrough. De seneste bulletiner går på, at danskeren skriver under på en fireårig aftale med Middlesbrough, hvis han består sit lægetjek.

Hos klubben fra det nordøstlige England skal Fischer forsøge at få gang i karrieren igen, efter han det seneste halve år har været placeret på bænken i den hollandske klub Ajax og kun har fået få indhop og få minutter. Noget, han til tipsbladet.dk fortalte mandag, at han aldrig havde fået en forklaring på. Og Fischers skifte til Middlesbrough kommer til at lune i et par danske klubkasser, hvor der især lander penge i FC Midtjyllands klubkasse.

Viktor Fischer skiftede til FCM, da han fyldte 15 og blev solgt et par år senere til Ajax for omkring 10 millioner kroner. I forbindelse med Ajax-aftalen forhandlede FC Midtjylland ifølge tipsbladet.dk's oplysninger sig frem til 10 procent af profitten af et Fischer-salg fra Ajax.

Fischer står til at blive solgt for omkring 37 millioner kroner, og trækker man 10 millioner fra, tjener den hollandske klub altså 27 millioner kroner. Deraf går 2,7 millioner kroner til den danske klub FC Midtjylland, der også får uddannelsespenge. En sum, der ender på omkring 450.000 kroner, fordi Fischer skifter til en klub i et andet land. Alt i alt tjener FCM med sikkerhed godt 3,2 millioner kroner, mens beløbet kan blive større og ende omkring de fire millioner kroner, hvis Ajax og Middlesbrough er enige om præstationsbetingede bonusser for Fischer.

- Jeg kan ikke lige huske, om vi får 10, 12,5 eller 15 procent, men som altid har vi taget højde for, at en spiller kan blive solgt for et større beløb, og vi er glade og tilfredse - ikke mindst på Viktors vegne, siger FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, til tipsbladet.dk og forklarer:

- Det er ikke længe siden, jeg talte med Viktor, og jeg kunne godt mærke på ham, at han havde brug for at prøve noget nyt. Nu tror jeg ikke, aftalen er officiel endnu, men det er godt for Viktor, at han kommer videre i karrieren, siger han.

For FC Midtjylland er det ikke kun pengene, der luner, det er også det faktum, at klubben kan sende spillere til Europa. Spillere, som kan gøre sig. Selvfølgelig kan man argumentere for, at Fischer til sidst ikke kunne slå til i Ajax. Omvendt kan man også argumentere for, at han slog igennem og var voldsomt uheldig med skader og en træner, der til sidst ikke havde den store tiltro til danskeren.

- Det er en anden verden, når spillere tager til udlandet, og det forsøger vi at uddanne dem til og forberede dem på. Det gør akademiet stolt, når spillere kan tage til udlandet og håndtere modgang. Ingen er vel et bedre eksempel end Simon Kjær, der havde en nedtur i Wolfsburg, og nu er en af de mere eftertragtede spillere i Europa.

- Derfor er vi også glade for, at Jonas Lössl har succes i Frankrig, at en journalist i Skotland kalder Erik Sviatchenko for ligaens bedste forsvarsspiller. Der er få danskere, der lykkes i udlandet. For hver gang en spiller lykkes, er der nok 20, der ikke lykkes. Og det er altså noget, vi skal være opmærksomme på i Danmark - det gælder klubber, spillere, forældre, siger Claus Steinlein.

Og som en krølle på historien kan AGF også se frem til at modtage en sjat i klubkassen. Klubben har ifølge vores udregninger ret til 262.000 kroner, fordi AGF havde Fischer i klubben, mens den danske landsholdsspiller var 12 til 15 år.

Som en sidste lille krølle på historien er det værd at nævne, at det ikke er altid, at danske klubber rammer rigtigt på videresalgsklausuler. OB havde ifølge BT en videresalgsklausul på 10 procent på Christian Eriksen, men OB solgte klausulen fra, og så endte den fynske klub med at gå glip af godt 10 millioner kroner, da Eriksen skiftede fra Ajax til Tottenham for 101 millioner kroner.

Sådan er gamet også.