Ny AaB-angriber efter debutmål: Det kan blive meget bedre
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

Ny AaB-angriber efter debutmål: Det kan blive meget bedre

Med et mål og en sejr i sin AaB-debut var Jakub Sylvestr godt tilfreds med søndagens udbytte, men varsler, at Superligaen endnu ikke har set det bedste til ham.

I efteråret var manglen på mål det helt store tema i AaB, der blot scorede 21 af slagsen i lige så mange kampe. Det gjorde kun OB dårligere, og derfor blev den slovakiske angriber Jakub Sylvestr hentet i Nürnberg i januar.

Søndag fik han en noget nær optimal begyndelse på karrieren i AaB, da han stod bag sit holds første mål i udekampen mod AGF og dermed spillede en afgørende rolle i 2-1-sejren i forårspremieren. 

Det var han ikke overraskende godt tilfreds med.

- Det er selvfølgelig en rigtig god start for mig. Målet er godt for min selvtillid, og forhåbentlig kan det være med til at hjælpe mig, så jeg kan forbedre mig fra kamp til kamp, siger Jakub Sylvestr ifølge Nordjyske

Spillemæssigt var han dog ikke ved at falde af stolen i benovelse over sig selv eller sit hold, og 28-årige Sylvestr varsler forbedringer.

- Det var en hård kamp med lidt for mange dueller efter min smag. I første halvleg løb jeg meget, men rørte ikke bolden ret mange gange. Det blev bedre efter pausen, men jeg ved også, at det kan blive meget bedre endnu, siger han.

Sejren bragte AaB ganske tæt på slutspillet. Nu er holdet blot ét point efter SønderjyskE, der fredag tabte 3-0 i Esbjerg.