Inden sidste runde: Her er Superligaens styrke-barometer
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Inden sidste runde: Her er Superligaens styrke-barometer

Hvor ligger din Superligaklub på styrke-barometeret? Tjek den aktuelle powerranking af de 14 hold inden sidste spillerunde i grundspillet.

Søndag klokken 17.00 bliver samtlige syv Superliga-kampe sat i gang for at markere, at det er sidste spillerunde i grundspillet, inden ligaen går over i en helt ny start og konstruktion, der skal være med til at løfte interessen for ligaen og dansk fodbold generelt. 

Det handler om medaljeslutspil, nedrykningsslutspil og playoff-kampe med nerverne uden på fodboldtrøjen. 

Tipsbladet Print har hver uge sæsonen igennem kørt Superligaens Styrkebarometer, hvor de 14 hold uge for uge bliver vægtet i forhold til form, præstationer og aktuel tilstand

I forbindelse med grundspillet afslutning sender vi styrkebarometeret online og præsenterer de 14 holds placering på den aktuelle powerranking.

Superliga-barometer (holdets aktuelle placering i parentes.)

Der er dømt finale på søndag, hvor både AaB og FC Nordsjælland vil gøre alt for at sikre en sejr i henholdsvis Viborg og Herning i jagten på at erstatte Randers i slutspillet. Derudover er der dømt bundbrag i både Esbjerg og Aarhus, hvor der er vigtige point til gruppespillet på spil.

 

 1. FC København (1)
Der er ingen over og ingen ved siden af FCK, der nu blot er 90 minutter fra at gå gennem grundspillet som ubesejrede. Mod Esbjerg fik flere af reserverne spilletid, men det hindrede ikke topholdet i at gå fra hjemmebanen uden at have indkasseret et mål, og den stime strækker sig nu over ni ligakampe. Ganske suverænt. Rasmus Falks skade er dog en streg i regningen.

 2. Brøndby IF (2)
På en knap så pæn bane kom Brøndby tilbage på sejrssporet med scoringerne fra Christian Nørgaard og Rudolph Austin. Med én runde tilbage af grundspillet er der fortsat rigtig langt ned og rigtig langt op til de næste i tabellen, men en sejr hjemme mod Lyngby ville være en flot afrunding på et overraskende stærkt grundspil fra Brøndby. Hany Mukhtar sidder dog ude med karantæne.

 3. FC Nordsjælland (8)
Der er i den grad kommet tænder i munden på FC Nordsjællands unge tigre. Ved hjælp af fart og forrygende flot offensivt spil blev Silkeborg ganske enkelt flået fra hinanden fredag aften i Farum. Syv point på fire kampe mod tophold som Brøndby, FCK og Lyngby er mere end godkendt, og drømmen om slutspillet lever fortsat før udekampen i sidste runde mod FC Midtjylland.

 4. Lyngby (3)
23 scoringer på blot 25 kampe ville normalt pege i retning ad nedrykning, men når man så kun har indkasseret 20 mål, kan det pludseligt se anderledes positivt ud. Lyngby har Superligaens mindst farlige offensiv, men kan samtidig prale af den næstbedste defensiv, og derfor har oprykkerne sikret sig en slutspilsplads med én kamp igen. Hele otte gange er det blevet til en 1-0-sejr. David Nielsen har varslet, at Lyngby arbejder videre mod bronzemedaljer i slutspillet.

 5. FC Midtjylland (4)
Der skulle en sen Paul Onuachu-scoring til at redde point hjem til FC Midtjylland i Aalborg oven på en ujævn præstation. Grundspillet har været skuffende for midtjyderne, der burde være tættere på de to sjællandske tophold målt på spillermateriale og økonomi, end tabellen viser

 6. SønderjyskE (5)
Den er så godt som hjemme for SønderjyskE, der skal have en ordentlig røvfuld på den udsolgte hjemmebane af Randers, hvis man skal smides ud af top seks. Det er en imponerende præstation i en sæson, der startede så skidt i den hjemlige liga og oven på en vinterpause, hvor der i den grad er blevet skiftet ud på holdet og trænerbænken.

 7. AaB (7)
AaB var ikke lang tid fra at sikre en sejr mod FC Midtjylland, der ville have givet nordjyderne muligheden for selv at afgøre spillet om top seks. AaB havde ellers ikke så meget spil og chancer, og derfor må Paul Onuachus sene mål føles som en kold klud i ansigtet. Mulighederne er dog stadig til stede, da et toptændt AaB-mandskab burde kunne sikre sig tre point ude mod Viborg, mens intet udfald er givet i kampen i Haderslev, selvom SønderjyskE næsten er sikre. Rasmus Würtz har udstået sin karantæne.

 8. OB (12)
Starten på foråret har været flot fra OB’s side, men mod SønderjyskE lignede fynboerne pludselig efterårsudgaven af holdet. Da gæsterne først stillede sig ned efter et tidligt føringsmål, kunne hjemmeholdet ikke gøre meget trods massiv overvægt af boldbesiddelse. En sejr i sidste runde ude mod trængte AGF, kan være med til at sikre, at OB slutter grundspillet af med en god fornemmelse.

 9. Silkeborg (9)
Silkeborg har været en af sæsonens positive overraskelser, men fredag aften i Farum kunne midtjyderne ikke stille noget som helst op mod hurtige FC Nordsjælland. Udeholdet blev kørt ud af banen, og anfører Dennis Flinta scorede et besynderligt selvmål. Selvom det skulle blive til et nederlag mere i næste runde ude mod FCK, fjerner det dog ikke indtrykket af, at Silkeborg har gjort det bedre end forventet.

 10. Randers FC (6)
Alt så ud til at falde i hak for Randers fredag aften mod AGF. Endeløse drillerier havde skabt interesse om kampen, så Randers kunne sætte tilskuerrekord for sæsonen, mens Mayron George var på vej til at sikre sejren med to minutter igen. AGF udlignede dog på straffespark akkurat efter føringsmålet, og i stedet står man nu med ét point i otte kampe før slutspilsfinalen mod SønderjyskE, hvor Jonas Bager sidder ude med karantæne, mens Mads Fenger er tilbage igen. Et reservepræget Randers-mandskab fik en god optakt onsdag med en sejr mod sønderjyderne.

11. Viborg (14)
Efter fem kampe uden nederlag, kom Viborg til kort i Lyngby efter et akrobatisk mål af Jeppe Brandrup. Grundspillet har ikke været godt for Viborg, der har vundet for få sejre på eget græs. Formen på det seneste har været god, men mod Lyngby var man sjældent farlige mod den dog velfungerende defensiv.

 12. Esbjerg fB (13)
Esbjerg-spillerne kæmpede det bedste, de havde lært for at holde FCK’s reserveprægede mandskab fra chancer, men da først Andreas Cornelius kom på banen, knækkede vestjyderne.

 13. AGF (10)
I et brag af rivalopgør i Randers, blev det endelig AGF’s tur til at tage point til sidst i stedet for at smide dem. Aarhusianerne er dog i dårlig form og har endnu forårets første sejr til gode som det eneste hold sammen med Randers og Horsens. Tre point hjemme mod OB kan give AGF et monumentalt rygstød, i forhold til at få en ordentlig afslutning på grundspillet, men med Jesper Juelgårds karantæne er det slagne forsvar hårdt ramt. Glen Riddersholm kan dog glæde sig over et flot Kasper Junker-hattrick i onsdagens pokalsejr mod Horsens, men AGF’erne manglere t mere stabilt højt niveau.

14. AC Horsens (14)
Programmet har været svært for Horsens i foråret, men niveauet er også dalet i takt med, at grundspillet er skredet frem. Således er de seneste 11 kampe endt med otte nederlag, men et kompakt Horsens-hold kan stadig give Esbjerg problemer og et godt afsæt til gruppespillet for de gule. Nederlaget mod AGF i pokalen konsoliderede Horsens’ sidsteplads på dette barometer.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her -

ekstrabladet.dk/ebladet/.

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.

Læs mere og bestil på https://abonnement.ekstrabladet.dk/avis/fredag/

I Tipsbladet fredag får du også:
- Interview med Jens Stryger Larsen før landsholdsugen og Rumænien-Danmark
- Interview med Erik Marxen om trængte Randers før sidste runde af Superligaens grundspil
- Interview med Viborgs Alexander Jakobsen om at løbe tusinde gange rundt om en sø og vælge et bundhold
- En Stille Trænersnak med Morten Wieghorst
- Interview med FC Nordsjælland-profilen Emiliano Marcondes
- Champions League-gennemgang
- Spiltips
- Resultater