Video : Tipsbladet
Superliga

Kamil Wilczek på blokken i Kina: Min agent tager sig af det

Kamil Wilczek er eftertragtet i Kina. Brøndby-spilleren medgiver, at han har hørt lidt om snakken.

Kamil Wilczek stemplede for alvor ind i 2017 i søndags, da den polske angriber scorede hattrick for Brøndby IF i 3-2-sejren over Lyngby BK. På under 20 minutter i anden halvleg lykkedes det Wilczek at score tre gange på Jesper Hansen, og dermed er han oppe på 13 scoringer i Superligaen.

Kamil Wilczek har også været på pletten for Brøndby i både Europa League og DBU Pokalen, og han har i det hele taget haft en fremragende sæson. Det har også gjort angriberen varm på transfermarkedet som beskrevet på tipsbladet.dk i sidste uge.

Angiveligt er der interesse for Kamil Wilczek fra en klub i Kina, og Brøndby-spilleren medgiver, at han har hørt en lille fugl synge om det.

- Ja, men ikke så meget. Det tager min agent sig af, og vi har en aftale om, at vi ikke snakker om klubskifter midt i en sæson. Først, når sæsonen er færdigspillet, vil vi sætte os ned og kigge på de tilbud, der er. Jeg føler mig ikke presset til at forlade Brøndby, men hvis der kommer et interessant tilbud, vil vi helt sikkert overveje det, siger Kamil Wilczek til sport.tvp.pl.

Kamil Wilczek er i øjeblikket samlet med det polske landshold, der i slutningen af måneden møder Montenegro i Danmarks VM-kvalifikationspulje. Han fortæller, at landsholdet er et stort mål for ham.

- Selvfølgelig er det det. Det er ubevidst noget, man tænker på, men når jeg går på banen, tænker jeg kun på kampen. Hvis jeg ikke scorer mål, ved jeg godt, at jeg ikke bliver udtaget til landsholdet, så derfor handler det om at fokusere på at gøre mit arbejde godt, lyder det fra Brøndby-angriberen.

Kamil Wilczek har kontrakt med Brøndby IF frem til sommeren 2019.