Video : Tipsbladet
Superliga

Pierre Kanstrup: AGF virkede som et galehus før jeg skiftede

Der skulle et møde med AGF-ledelsen til før Pierre Kanstrup fik slettet idéen om, at AGF stadig var et galehus.

AGF har til denne sæson rustet godt op med en række nye spillere. En af dem er Pierre Kanstrup, skiftede til Aarhus-klubben fra Sønderjyske fortæller nu om tiden før skiftet og meget mere i et stort portræt.

Det gør han i Aarhus Stifttidende.

Her kommer han blandt andet ind på, hvordan han opfattede AGF, inden de første møder med den sportslige ledelse i klubben.

- Jeg kan kun kommentere på det, som jeg så det fra min Sønderjyske-tid. Og da virkede det - også som det har været omtalt i medierne - lidt som et galehus af mange individer, der gerne ville forskellige veje. Men efter de snakke jeg havde med Glen Riddersholm, Jacob Nielsen og Peter Christiansen inden jeg skrev under, følte jeg mig overbevist om, at det her er det helt rigtige skridt for mig, siger Pierre Kanstrup.

Kanstrup fortæller desuden også, at selvom AGF har større økonomiske muskler end Sønderjyske, så er der nogle områder, hvor de to hold faktisk minder en del om hinanden.

- Her er måske lidt flere penge fra klubben til at hente spillere, men jeg må sige, at jeg er positivt overrasket over den arbejdsmoral der er her og dét folk gerne vil med hinanden. Her er ingen, der sætter sig højere end holdet, og det tror jeg betyder en masse på et dansk hold, siger AGF-spilleren.

AGF møder pudsigt nok netop Sønderjyske i aften klokken 19 i Haderslev.