FC København kørte AGF over
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC København kørte AGF over

FC København fik de tre point med fra hjemmekampen mod AGF, selvom de brændte et straffespark undervejs.

FC København var i aktion torsdag aften i Europa League, men der var ingen træthed at spore hos de danske mestre i søndagens sene Superliga-kamp mod AGF. 

I første halvleg spillede Ståle Solbakkens udvalgte rigtig god fodbold, og inden pausefløjtet var de også foran 2-0 på mål af Uros Matic og Benjamin Verbic. 

Netop Verbic havde efter en halv time muligheden for at score til 1-0, men han sparkede et stykke over Aleksandar Jovanovic' mål. Inden pausen havde den slovenske kantspiller dog fået scoret, da han satte foden på en afslutning fra Uros Matic, som også selv fik scoret. 

I anden halvleg forsøgte AGF at blæse til angreb, men FC København lukkede kampen efter 66 minutter, da Benjamin Verbic headede et indlæg fra Nicolai Boilesen i mål. 

Seks minutter senere var der åbent hus i AGF-forsvaret, og det udnyttede Pieros Sotiriou til at øge til 4-0 efter flot forarbejde af en sprudlende Rasmus Falk. 

Flere gange mod slutningen brændte det på ved udeholdets mål, men FC København måtte nøjes med 4-0-sejren, som betyder, at de rykker op på femtepladsen med 21 point. AGF er derimod placeret som nummer 10 med 14 point.