Video : Tipsbladet
Superliga

OB er på vagt i januars transfervindue

OB forventer et stille transfervindue, men der kan hurtigt opstå en situation, der sender klubben på markedet, fortæller sportsdirektør Jesper Hansen.

Sommerens transfervindue var en stille omgang på Fyn, hvor Nicklas Helenius og reservekeeper Thomas Mikkelsen var de eneste nye ansigter i OB. Det var endda til trods for, at fynboerne mod slutningen af vinduet arbejdede på at hente en forstærkning, som dog mislykkedes.

Snart åbner transfervinduet igen, og heller ikke i denne omgang skal man forvente et sandt festfyrværkeri hos Superligaens nummer otte. Målet for denne sæson er top seks, og udgangspunktet er, at den nuværende trup kan indfri forventningerne.

- Det bliver et forholdsvis stille vindue. Vi skal evaluere i denne uge, og så må vi se, hvad der sker. Vi ved allerede, at Kristian Weber forlader os, og så har vi en del spillere med udløb. Det er vi særligt opmærksomme på, og så ved vi også godt, at når man har spillere, der går ind i deres sidste halve år af kontrakten, er sandsynligheden for, at der sker noget, også større, siger OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, til tipsbladet.dk.

OB har seks spillere med kontraktudløb til sommer, og blandt dem er navne som Joao Pereira, Rasmus Jönsson og Joan Simun Edmundsson.

- Jeg er i dialog med alle de spillere, der har udløb, men jeg vil sige, at hvis vi henter en ny spiller, kan det sagtens være til en af de positioner, hvor vi har en spiller med udløb. Vi har også tidligere haft en spiller fra Hamburger SV (Mohamed Gouaida, red.) til prøvetræning, og han er midtbanespiller, så det kan også tænkes, der kommer en ny midtbanespiller, siger Jesper Hansen.

En af de spillere, der kan forlade OB i januars transfervindue, er Joao Pereira, der ikke har fået forløst sit potentiale i den fynske klub.

- Joao har jeg har haft en del snakke, og den dialog fortsætter vi med, og så må vi se, hvad der kommer til at ske. Der er ikke nogen tvivl om, at både vi og Joao havde forventet mere af hans ophold i OB. Jeg kan ikke sige så meget mere på nuværende tidspunkt, lyder det fra sportsdirektøren.

Som nævnt forsøgte OB at hente en ny spiller mod slutningen af sommerens transfervindue, men nogle timer før deadline kunne Jesper Hansen melde ud, at det ikke blev til nogen aftale. 

Den spiller mangler I vel stadig i truppen, Jesper Hansen?

- Det kan du have ret i. Jeg synes, vi har en fornuftig trup, men hvis vi falder over en spiller, der kan gøre en forskel, er vi selvfølgelig klar til at handle. Vi må dog også erkende, at de spillere, der for alvor ville kunne gøre en forskel, ikke har OB stående højt på deres liste, og derfor er det nogle gange vanskeligt. Og vi kommer ikke til at hente spillere for at tilfredsstille eksperter, journalister eller andre, slutter OB-bossen.

OB sluttede efteråret af med et nederlag hjemme til Silkeborg IF.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.