Video : Tipsbladet
Premier League

Thomas Frank om Marcondes: Her skal han komme lidt fra baghjul

Den danske træner Thomas Frank arbejder hver eneste dag med offensivspilleren Emiliano Marcondes, og han kan se, hvordan han så småt er ved at falde til.

Han var og er stadig Superliga-topscorer med 17 mål i bare 19 kampe, men i engelske Brentford har den tidligere FC Nordsjælland-profil Emiliano Marcondes endnu ikke fundet vej til netmaskerne.

Det er måske slet ikke så underligt, for når man ankommer et nyt sted, er det for det første lige med at finde sine fødder og lære sine holdkammerater at kende, og sådan er det også for angriber Emiliano Marcondes. For Thomas Frank var det på samme måde, da han skulle starte i Brentford i december 2016, men så småt finder man sig til rette.

Og det er Emiliano Marcondes også begyndt at gøre, fortæller den danske træner, der arbejder med ham hver eneste dag.

- Emiliano er faldet godt til efterhånden. Han kommer ind i den mest travle periode på året og skal ind på et hold, som har præsteret solidt. Når man kommer ind på et nyt hold, skal man vise det på banen. Man skal gøre sig fortjent til det, og det er nogle gange bedst at gøre i en preseason. Her skal han komme lidt fra baghjul og vente på chancen og chancerne, og det fremad dag for dag, siger Thomas Frank til tipsbladet.dk.

Emiliano Marcondes er indtil videre kommet ind fra bænken for Brentford. Han har fået en enkelt FA Cup-kamp fra start, men ellers har han måttet leve med rollen som joker på holdet. Men Thomas Frank ser en spiller, som stille og roligt arbejder sig op og frem mod flere chancer.

- En sjov lille ting var, at vi har de har smålege til træning, og hans hold var bagud med halvandet minuts tid igen. Han løber ned og blokerer et skud på mållinjen, kommer op igen, og 10 sekunder før tid scorer han så til 1-1. Hans hold ender med at vinde efter golden goal, og det giver street credit, sådan noget. 

- For mig at se har intentionen hele tiden været, at han skulle spille så hurtigt som muligt, men det kan også være, der går til sommer, før han kan tage det næste skridt. Vi ved dog, at det kan gå hurtigt i fodbold, og det snakker jeg også med ham om, og det er han bevidst om, siger Thomas Frank.

Emiliano Marcondes skiftede til klubben 1. januar og har derfor ikke fået en forsæson med holdet. I stedet er det lige nu Neal Maupay, der er valgt som frontløber for klubben - det er den position, som Marcondes primært spiller. Han kan dog også spille på venstrekanten.

Udover Marcondes rykkede også Lars Friis, den tidligere assistent i AGF og FC Midtjylland, til London-klubben denne vinter, og han har også fået en god start.

- Det er den gamle A+ trænerrolle med fokus på seks til otte talenter, der enten er på B-holdet eller førsteholdet, som skal have ekstra træning, ekstra opmærksomhed, ekstra vejledning. Han er faldet godt ind i kulturen. Han er linket mellem de to grupper og er altså med i begge gruppers træning. Han har fået en fin første tid - sådan noget skal man også se på over tid - men det ser rigtigt ud, siger Thomas Frank.

Brentford ligger nummer 10 i Championship - fire point efter Bristol City, der ligger på den playoffgivende sjetteplads.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.