Pione Sisto havde savnet at score på landsholdet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Pione Sisto havde savnet at score på landsholdet

Driblestærke Pione Sisto scorede kampens eneste mål, da Danmark vandt med 1-0 over Panama. Noget, han er glad for.

11 gang var lykkens gang for Pione Sisto, der torsdag aften endelig kom på tavlen for det danske fodboldlandshold.

Celta Vigo-profilen scorede med godt 20 minutter igen af opgøret til 1-0. Et klassisk Sisto-mål, hvor han med gode, snævre træk i feltet kom fri til afslutning med højre. Bolden gik i en blød bue over i det lange, flade hjørne, og Sisto blev opgørets eneste målscorer.

Efterfølgende var han glad for endelig at have fået hul på bylden.

- Det betyder noget for mig. Jeg er kantspiller, og at kunne afgøre fodboldkampe som i dag er selvfølgelig enormt vigtigt, siger Pione Sisto og forklarer:

- Nu vidste jeg ikke, hvordan det føles, men jeg havde på fornemmelsen, det ville være en fed følelse at score på landsholdet. Jeg har ligesom haft flere gode chancer, og i dag formår jeg at lægge den ind. Det er selvfølgelig dejligt.

Selv om Pione Sisto blev kåret til kampens spiller af tilskuere, spillede han ikke sin bedste kamp. Det var et generelt tema for det danske landshold, der havde problemer med en svær bane og heller ikke spillede specielt godt. Det gik også ud over blandt andre Pione Sisto.

- Vi forsøgte at bruge "Zanka" og Simon (Kjær) meget i forhold til deres diagonalafleveringer. Det lykkedes nogle gange at ramme Christian og mig, og det er egentlig okay. På den sidste tredjedel i forhold til at komme til afslutning, der manglede vi noget. Men vi var ret gode derinde i midten, lyder det fra Sisto.

Det lignede - bedømt på hårdheden af tacklingerne - ikke en testkamp, og Pione Sisto havde faktisk allerede forberedt sig på, at der ville blive gået til stålet.

- Det er sydamerikanere. Jeg spiller med mange af dem i Celta, og de har selv sagt til mig, at jeg skulle regne med, at Panama ville gå hårdt til den. Sådan er sydamerikanere, siger Sisto.

Officielt er panamanere mellemamerikanere, og altså ikke sydamerikanere, men landet grænser op til Colombia, der er sydamerikansk.

Danmark spiller en ny testkamp på tirsdag, hvor Chile venter. Chile er fra Sydamerika.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.