Vejle-ejere fortsætter med at dække klubbens underskud
Foto: Getty Images
1. division

Vejle-ejere fortsætter med at dække klubbens underskud

Minusset i sidste års regnskab i Vejle Boldklub var helt efter planen og dækkes ind af klubbens ejere, der også har sikret driften fremover. Klubben nærmer sig dog balance.

Det sker i toppen af Superligaen hos Brøndby IF og FC Midtjylland, og det sker i toppen af 1. division hos Esbjerg fB og Vejle Boldklub. Når selskaberne bag klubberne bruger flere penge, end de tjener, træder ejerne til og sørger for, at klubberne kører videre.

Senest altså Vejle Boldklub, der netop har præsenteret et underskud for sjette år i træk. Status på 2017 var 6,4 millioner i minus, og status for de seks seneste år er knap 33 millioner i minus, men klubbens ejere har garanteret, at der også er penge nok til at fortsætte driften.

- Det er egentlig meget enkelt. Når vi leverer regnskab og skal søge licens hos DBU, skal vi kunne dokumentere, at vi har likviditet til at fortsætte med at drive selskabet. Det skal alle klubber gøre. Det kan vi gøre ved at fremvise, hvordan vores bankkonto ser ud, og ved at sige, at hvis der er et underskud, hvem der så garanterer at dække det. I det her tilfælde er det meget enkelt: Det gør vores tre ejere. Ligesom det har været i 2016 og 2017, siger direktør Henrik Tønder til tipsbladet.dk.

De tre primære ejere er Andrew Zolotko fra Moldova og Lucas Chang fra Kina, som købte aktiemajoriteten for knap to år siden, samt Klaus Eskildsen. Men selv om ejerne har forpligtet sig til at sikre, at Vejle Boldklub ikke løber for penge, er det ikke meningen, klubben skal blive ved med at være afhængig af dem.

Men lige nu er den ved at genopbygge sig selv og blive Superliga-duelig med alt, hvad det indebærer af spillere, trænere og gode forhold for både seniorer og ungdomsspillere. 

- Over tid skal den her fodboldforretning i balance. Det er det helt overordnede pejlemærke. Vi var også godt klar over, at der vil gå nogle år, hvor vi vil komme til at investere kraftigt i det sportslige setup. Det er ikke kun spillere, det er også selve miljøet. Der har vi brugt rigtig mange penge, siger Henrik Tønder.

Personaleomkostningerne steg fra 18 millioner i 2016 til lidt over 22 millioner i 2017.

- Det er jo et udtryk for, at der dels er kommet spillere til, dels at vi har sagt farvel til en træner (Andreas Alm, red.), det koster selvfølgelig også penge. Men vi har fået flere ressourcer ind, hvilket er fuldstændig efter den investeringsplan, der er lavet på den sportslige sektor. Vi har brugt flere penge både på talent og på førsteholdet, lyder det fra direktør Tønder.

Med til historien hører også, at det store salg af topscorer Dominic Vinicius først skete i januar i år og derfor ikke talte med i det nyligt præsenterede regnskab. Blandt derfor, og forbi klubben har øget indtjeningen på sponsorer, forventer Henrik Tønder et bedre regnskab.

- Jeg kan allerede nu sige til dig, at når vi afleverer regnskab for 2018, vil vi være tættere på vores målsætning end det, vi er nu, siger han.

Dertil kommer, at Vejle fortsat har fine chancer for at rykke op i Superligaen. Holdet ligger aktuelt nummer to med lige så mange point som Esbjer fB på førstepladsen. De to hold møder hinanden på tirsdag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.