Vejle præsenterer underskud for sjette år i træk
Foto: Vejle Boldklub
1. division

Vejle præsenterer underskud for sjette år i træk

Selskabet bag Vejle Boldklub leverede et minus på 6,5 millioner i fjor. Det er sjette år i træk med underskud, men ledelsen forsikrer, at der er penge nok til at drive det videre.

Vejle Boldklub tabte sidste år 6,5 millioner kroner. Det fremgår af det årsregnskab, som blev præsenteret på generalforsamlingen onsdag aften. Det er sjette år i træk, at selskabet bag 1. divisionsklubben leverer underskud.

Men selv om klubben samlet set er kommet ud fra den periode med et minus på lige under 33 millioner, og egenkapitalen nu er nede på minus 14,3 millioner, er der ingen fare på færde. Det forsikrer ledelsen i det nye regnskab.

- Som følge heraf har bestyrelse og ledelse sikret sig at have det fornødne kapitalberedskab til fremtiden, således det er muligt at indfri de økonomiske og sportslige mål, skriver VB.

Ifølge klubben skyldtes underskuddet, at den oprustede spillertruppen og i det hele taget setuppet omkring førsteholdet i 2017. Det afspejler sig da også i regnskabet; udgifterne til personale er i hvert fald steget fra lige knap 18 millioner til 22,7 millioner.

Det har på sin vis givet pote på banen, da Vejle rundede sidste år af med at ligge på førstepladsen i 1. division og ligne en oprykker. Holdet har siden mistet føringen, men ligger dog stadig nummer to med realistiske chancer for at spille Superliga i næste sæson.

Med til historien hører også, at det store salg af topscorer Dominic Vinicius ikke er med i regnskabet, da han først blev solgt i januar i år. Og at klubben undervejs i de førnævnte seneste seks år med underskud, nemlig i 2016, skiftede ejere.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.