Video : Tipsbladet
Superliga

Flere ser Superliga på tv: Strukturen virker - til dels

Antallet af tv-seere steg i den forgangne Superliga-sæson sammenlignet med året før. Det har tv-kanalerne blandt andet strukturen at takke for, men der er stadig punkter at kritisere, mener tv-boss.

I flere år var der færre og færre danskere, der tændte for tv, når der blev vist Superliga-fodbold. Men i den netop overståede sæson vendte den tendens. Superligaens seertal steg igen.

Det viser tal fra Discovery, som tipsbladet.dk har fået indsigt i. 

Det gennemsnitlige antal seere til en Superliga-kamp var i den forgangne sæson 72.000, mens det i sæsonen før var 64.000. Der er dog stadig lang vej tilbage til de glade dage i 2013/14, da i gennemsnit 112.000 danskere så med.

Over halvdelen af de mest sete kampe blev spillet i mesterskabsspillet, så kan stigningen forklares med, at Superliga-strukturen er begyndt at virke? Både og, mener Discovery.

- Stigningen er et tegn på to ting: Strukturen er et trin i den rigtige retning. Den anden ting er, at især i år, hvor der har været spænding i både op- og nedrykningsspil, har det gjort, at der var flere interessante kampe. Overordnet har det været fint, siger Anders Antonsen, der er nordisk sportsdirektør i Discovery, til tipsbladet.dk.

Derudover har det måske øget seertallene, at Brøndby IF, som er den klub, der har trukket flest seere, kæmpede med om mesterskabet til det allersidste.

- Jeg tror faktisk, det har været med til at løfte tv-seningen samlet set, at Brøndby har været med i toppen. Sidste år var det jo enormt kedeligt, hvor FCK havde sikret sig mesterskabet, nærmest inden slutspillet gik i gang, siger Anders Antonsen.

Netop sæsonen 2016/17 tjener som eksempel på, at strukturen ikke i sig selv garanterer flere seere. Dengang manglede ligaen spænding i toppen især, og det er en væsentlig del af forklaringen på, at det var det dårligste år, hvad angår seertal i fem år, mener Antonsen.

At der ikke kommer mange seere, når der ikke er spænding, så man også i denne sæson. 13 af de 20 opgør med færrest tv-seere var en del af grundspillet i foråret eller gruppespillet, hvor placeringerne stort set var afgjort på forhånd.

- Det afhænger måske også af strukturen, men jeg synes mest af alt, at det afspejler, at der er nogle hold i Superligaen, som kun er interessante (for seerne, red.), hvis der er noget på spil, men som ikke er interessante i sig selv, siger han.

Det lyder til, at du antyder, at der ville løfte seertallene, hvis der var færre hold i ligaen?

- Ja, det har vi også sagt før. Vi har en god dialog med Divisionsforeningen og med klubberne om det.

Var der ikke også kampe i den gamle struktur med få seere, når holdene i midten eksempelvis ikke havde noget at spille for?

- Jeg har det ikke lige i hovedet, men jo, formentlig. Men man kan stadig se på, at det samlede seertal var noget højere, og der er selvfølgelig også andre faktorer, der spiller ind. Men det er fair at sige, at Superligaen som samlet produkt ikke har fastholdt sin styrke over de seneste fem år, siger Anders Antonsen, der kan se frem til, at hans arbejdsplads skal genforhandle tv-aftalen inden for de næste par år - den nuværende aftale udløber efter 2020/21-sæsonen.

Der er desuden stor forskel på, hvor mange seere de forskellige kanaler tiltrækker. 3+, som viser rundens førstevalg, typisk søndag klokken 18, har eksempelvis 158.000 seere i snit, mens TV3 Max må nøjes med 31.000. Discoverys primære Superliga-kanal, Canal 9, befinder sig midt mellem med 80.000 seere i gennemsnit.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.