Dansk fodbold imponerer Vejle-træner: En blanding af Serie A og PL
Foto: Vejle Boldklub
Superliga

Dansk fodbold imponerer Vejle-træner: En blanding af Serie A og PL

Vejle-træner Adolfo Sormani er meget imponeret over dansk fodbold. Han havde forventet en større taktisk stivhed hos danske hold.

Der har aldrig været en italiensk spiller i Danmarks bedste fodboldrække, men efter sommerferien kommer der en italiensk træner, når Adolfo Sormanis Vejle Boldklub stempler ind i Superligaen efter en lang årrække udenfor det fine selskab.

Sormani har en fortid som ungdomstræner i storklubber som Juventus og Napoli, ligesom han har været assistenttræner i Watford, så Vejle-bossen har blandt andre trænet stjerner som Ciro Immobile og Lorenzo Insigne. Nu befinder han sig på en noget anden hylde, men dansk fodbold imponerer italieneren.

- Niveauet er fremragende, og det bekræftes blot af Danmarks deltagelse ved VM. Der sker stor udvikling. Af de 23 danske spillere, der er med til VM, huserer 20 i udlandet, og det er et tegn på, at man gør noget rigtigt. Toppen af dansk fodbold er en blanding af Serie A og Premier League. Der er brug for lidt mere fysik, men det taktiske niveau er fremragende, siger Adolfo Sormani til Tuttomercatoweb og tilføjer:

- Superligaen præsenterer mange taktiske varianter. Jeg var overbevist om at støde på en form for taktisk stivhed med mange 4-4-2-formationer, men sådan er det ikke. Jeg kan godt lide ligaen.

Han har store ambitioner på vegne af Vejle Boldklub, der sikrede sig oprykning via en førsteplads i NordicBet Ligaen. De rødblusede markerer sig blandt andet ved at have rigtig mange udlændinge i truppen og en ejer fra Moldova. 

- Klubbens filosofi er at få klubben til at vokse. Danmark har den fordel, at der ikke er nogen grænser for køb af ikke EU-medlemmer, så det kan blive et vigtigt udstillingsvindue. Vores omdømme er rigtig godt allerede, og det understreges af, at vi har en spiller på Albaniens A-landshold og tre-fire U-landsholdsspillere. Vores tanke er at hente unge spillere, modne dem og sælge dem, lyder det fra Sormani.

Foruden italienske Adolfo Sormani kan Vejle Boldklub muligvis også mønstre en spiller fra støvlelandet, når Superligaen går i gang. Midtbanemanden Simone Branca har udløb 30. juni, men det er ikke helt afklaret, om han fortsætter i Nørreskoven eller ej.