Video : Tipsbladet
VM

Overrasket Hareide: Peru har været bedst i gruppen

Landstræner Åge Hareide vurderer, at Peru har været det bedst spillende hold i Danmarks gruppe. Han har generelt været overrasket over niveauet i Gruppe C

Der er spænding for alle pengene i VM's Gruppe C, hvor Danmark her med. Før de sidste kampe er ingen placeringer i gruppen sikret, og kun Frankrig er sikre på avancement til 1/8-finalerne. I morgen står så de afgørende kampe, når Danmark møder Frankrig, mens Peru og Australien støder sammen i den anden kamp.

Og niveauet i gruppen har været overraskende højt. I hvert fald hvis du spørger den danske landstræner Åge Hareide, der ifølge Ritzau er særligt overrasket over, hvor godt Peru har spillet under slutrunden. 

- Hvis jeg kigger på vores kampe mod Peru og Australien, så har de været meget sværere, end jeg troede. Når jeg studerede Perus testkampe før VM, så jeg steder, hvor vi kunne ramme dem. Men så kom de ud med en kanon energi og mange gode spillere. 

- Peru har måske spillet bedst af alle i gruppen. Frankrig har topspillere overalt, men de har ikke haft den rytme og fuldstændige overlegenhed, som man kunne forvente. Peru spillede lige op med dem i lange perioder og skabte problemer med deres aggressivitet.

På trods af det gode spil er netop Peru det eneste hold i gruppen, der ikke har meget på spil i sidste kamp. Efter nederlag til både Danmark og Frankrig i de to første kampe kan de ikke længere gå videre fra gruppen.

Ikke desto mindre kan man med de rød-hvide briller håbe på, at sydamerikanerne fortsætter de gode takter mod Australien. Hvis Peru tager point mod the Socceroos kan Danmark nemlig tåle et nederlag mod storfavoritterne fra Frankrig. Omvendt skal danskerne 'bare' have minimum et enkelt point mod franskmændene for selv at sikre avancement til 1/8-finalerne.