Efter rekordstort keepersalg: Romas førsteprioritet er angiveligt Robin Olsen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Rygter

Efter rekordstort keepersalg: Romas førsteprioritet er angiveligt Robin Olsen

FC Københavns svenske keeper er AS Romas førsteprioritet til at overtage buret efter Alisson, der er på vej til Liverpool.

Det har længe været kendt, at den svenske landsholdsmålmand Robin Olsen efter alt at dømme er færdig i FC København denne sommer, og så sent som onsdag fortalte cheftræner Ståle Solbakken, at han forventer et salg denne sommer.

- Det afhænger jo lidt af hvad der sker uden for banen, men hvis ikke han er solgt i den næste uges tid, så begynder han at træne med. Jeg har stadig en klar fornemmelse af, at han nok skal blive solgt i løbet af transfervinduet, lød det fra Solbakken.

Olsen var en af Sveriges største profiler ved VM, og der har derfor været forlydender om, at flere storklubber har holdt øje med keeperen.

En af dem, der ofte har været meldt interesseret i Olsen, er den italienske klub AS Roma. Italienerne siger formentlig farvel til deres stjernekeeper Alisson, der er detaljer fra at skifte til Liverpool, og der skal altså findes en erstatning.

Det betyder, at Roma er begyndt at intensivere keeperjagten, og her er der efter sigende to navn på sportsdirektør Monchis ønskeliste: Paris Saint-Germains Alphonse Areola og FC Københavns Robin Olsen. Og af de to skulle svenskeren være stå øverst på listen.

Det rapporterer det italienske medie Gianluca di Marzio.

Et andet italiensk medie, Il Tempo, rapporterer samtidig, at Robin Olsens agent er blevet spottet i Rom, men hvor meget der skal lægges i det er uvist. Riza Durmisi, der tidligere på sommeren skiftede fra Real Betis til Lazio i den italienske hovedstad, har nemlig samme agent.

28-årige Olsen har været i FC København siden 2016, hvor han kom til hovedstadsklubben fra græske PAOK.