Video : Tipsbladet
Superliga

Simon Tibbling-agent: Det var en ydmygelse

Simon Tibblings agent fortæller, at Brøndby-spilleren følte sig ydmyget i situationen med Alexander Zorniger. Han kalder FCK en utrolig klub.

Vidoen af den episode mellem Alexander Zorniger og Simon Tibbling, der har fået så meget opmærksomhed det seneste døgns tid, er nu blevet offentliggjort, men der er ikke meget, der tyder på, at det kommer til at lægge en dæmper på sagen.

Nu er Brøndby-spillerens agent, Per Jonsson, ude med sit syn på tingene.

Den svenske agent fastslår, at Alexander Zornigers handling - hvor dramatisk eller udramatisk den end ser ud - chokerede Simon Tibbling.

- Simon har aldrig sloges med nogen. Han er ikke sådan en type. Derimod fik han et dask af træneren og blev chokeret. Prøv at forestil dig det - det var ikke noget, han oplevede som værende særlig sjovt. Det var en ydmygelse. Ja, det var sådan, han følte det og stadig føler, siger Per Jonsson til Fotbolldirekt.

Agenten bekræfter desuden, at der var en flirt med FC København, og FotbollDirekt mener at vide, at løverne stadig er interesseret i Simon Tibbling. Et nyt bud fra hovedstaden kan lande i indbakken i Brøndby i starten af det nye år.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at der har været store bud på Simon. Vi må se, hvordan det udvikler sig. Men det er klart - og det siger jeg med respekt for Brøndby - at FCK er en utrolig klub, og Ståle Solbakkens arbejde taler for sig selv, lyder det fra Per Jonsson.

Simon Tibbling har kontrakt med Brøndby IF frem til sommeren 2022.

SE EPISODEN I VIDEOEN I TOPPEN AF ARTIKLEN