Video : Tipsbladet
Landshold

Italiensk målhelt dedikerer scoring til afdød kollega

Cristiano Biraghi blev matchvinder i overtiden mod Polen og dedikerede sin scoring til sin kammerat.

Det italienske landshold tog søndag aften sin første sejr i seks kampe. Kampens eneste scoring kom dybt inde i anden halvlegs tillægstid, da Cristiano Biraghi prikkede bolden det sidste stykke over stregen efter et hjørnespark.

Den 26-årige Fiorentinaspiller fejrede efterfølgende sin første scoring for landsholdet ved at forme et 13-tal med sine fingre. Og det var der en helt særlig grund til.

Jubelscenen var nemlig til minde for den tidligere anfører - og nummer 13 - i Fiorentina, Davide Astori, der nåede at spille 14 landskampe for Italien, inden han i marts døde i en alder af 31 år.

- Astori er en del af mig. Jeg dedikerer mit mål til ham, fordi jeg kun er her takket være ham og alle de ting, han har lært mig, da vi spillede sammen, siger Biraghi ifølge nyhedsbureauet AP via BT Sport.

Davide Astori blev fundet død på sit hotelværelse inden en kamp mod Udinese. Obduktionen viste senere, at han var død af en blodprop i hjertet.