Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho accepterer Chelsea-undskyldning

United-manageren tager imod den undskyldning, som han fik efter kampen.

Da Ross Barkley udlignede i overtiden, skabte det en del kaos på sidelinjen. Chelsea-assistenten Marco Ianni jublede op i ansigtet af Mourinho, hvilket fik United-manageren til at hidse sig op, så fjerdedommeren måtte holde den iltre portugiser tilbage.

Ovenpå bataljen var temperamenterne i kog, men efter kampen blødte stemningen smule op. Ianni undskyldte overfor Mourinho, og den undskyldning godtog United-manageren.

- Jeg er ikke irriteret. Sarri var den første til at komme og fortælle, at han ville løse problemet internt. Efter det kom hans assistent til mig på Sarris kontor og undskyldte. Selvfølgelig accepterer jeg undskyldninger, for jeg har selv lavet mange fejl i min karriere, siger Mourinho til Sky Sports.

Med den sene udligning sikrede Barkley et uafgjort resultat for Chelsea-mandskabet, som stadig er ubesejret i Premier League.

Anderledes ser det ud for Manchester United, som allerede har tabt tre kampe i denne sæson.