Video : Tipsbladet
Superliga

Radosevic: Svært at være tilfreds uden tre point

Josip Radosevic erkender, at det var hårdt ikke at besejre OB, men nu handler det om den næste kamp for Brøndby.

Mandag aften måtte Brøndby igen gå skuffet fra hjemmebanen. Denne gang efter 1-1 mod OB i et opgør, som vicemestrene dominerede i store perioder.

Hany Mukhtar bragte Brøndby foran med små ti minutter igen, men kort efter udlignede gæsternes Ramos Leeuwin til 1-1 efter en løs bold i feltet. Et resultat, der holdt til slut.

Ifølge Brøndbys midtbaneslider Josip Radosevic er der intet andet at gøre end at kravle op på hesten igen og arbejde videre.

- I professionel fodbold er det svært at være tilfreds med at spille godt, når man ikke får de tre point. I hvert fald lige efter en kamp. Der er ikke så meget at gøre andet end at fokusere på næste kamp og på træningen i løbet af ugen, siger Radosevic til klubbens hjemmeside.

- Vi får intet ud af at kigge tilbage, og allerede i morgen går vi til træning og kigger mod næste kamp. Det er sådan, man kommer videre fra sådan et resultat, der umiddelbart skuffer én, og det er vi alle klar over.

Radosevic spillede en blandet kamp for Brøndby med flere stærke bolderobringer, men til gengæld var pasningsspillet uskarpt.

Med 1-1 mod OB er Brøndby placeret på Superligaens syvendeplads – 10 point efter FC København og FC Midtjylland i toppen og tre point fra Esbjerg på tredjepladsen.