Cardiff brød Liverpools flotte stime - men tabte alligevel klart
Foto: Getty Images
Premier League

Cardiff brød Liverpools flotte stime - men tabte alligevel klart

Liverpool var længe på vej til en sikker sejr mod Cardiff, men så opstod der spænding i kampen, og Cardiff brød en flot stime, som Liverpool havde gang i. Til sidst skruede the Reds dog bissen på.

Ikke siden februar har Liverpool indkasseret et mål på hjemmebane i Premier League og ikke meget tydede på, at stimen ville blive brugt mod Cardiff.  

Den walisiske oprykkerklub har ikke lavet mange mål i denne sæson, og Neil Warnocks mandskab havde også travlt med blot at forsvare sig på Anfield, hvor Liverpool fra kampens begyndelse lagde et tungt pres.

Blot 10 minutter inde i opgøret gav det også pote, da Mohamed Salah sparkede en løs bold efter klumpspil ind bag Neil Etheridge i Cardiff-målet. Det gav lidt ro på hos Liverpool, men the Reds lettede dog ikke på gaspedalen, men Cardiff forsvarede sig fornuftigt.

Helt indtil midten af anden halvleg holdt Cardiff også stand, og undervejs lykkedes det også waliserne at give Liverpool lidt modstand. Men da Sadio Mané scorede til 2-0 efter 66 minutter var kampen reelt afgjort.

Intensiteten dalede også herefter, og Jürgen Klopp havde også fokus på at bevare føringen, da han skiftede James Milner ind i stedet for Roberto Firmino.

Efter 77 minutter blev spændingen dog bragt tilbage i opgøret, da Callum Paterson prikkede et afrettet indlæg ind bag Alisson, og dermed lykkedes det alligevel for Cardiff at bryde Liverpools stime uden at indkassere ligamål på Anfield.

Liverpool fik dog afgjort kampen syv minutter senere, da Mohamed Salah spillede bolden til Xherdan Shaqiri i feltet, hvorfra den schweiziske kantspiller sparkede bolden over i det fjerneste hjørne til 3-1. Blot to minutter senere scorede Sadio Mané til 4-1, da han lobbede bolden Neil Etheridge efter et kontraangreb.

Med sejren er Liverpool øjeblikkeligt på førstepladsen i Premier League. Kenneth Zohore fik de sidste 10 minutter på banen for Cardiff, som fortsat er lige over nedrykningsstregen.