Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 15. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Der var flere derby-kampe i den runde, der netop er afsluttet, og flere kampe blev afgjort til allersidst. 

FC København vandt 1-0 over Brøndby IF på et sent, sent mål af Jonas Wind, og Esbjerg fB scorede fem minutter inde i dommerens tillægstid og sikrede dermed 2-2 mod de danske mestre fra FC Midtjylland. Også FCN fik point, da klubben udlignede til 1-1 fem minutter før tid.

Lad os se på, hvilke 11 der har præsteret så godt, at de har fortjent en plads på Rundens Hold denne gang.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 14. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Jeppe Højbjerg, Esbjerg fB (3)
Det sker ikke så ofte, at en keeper, der lukker to mål ind, kommer på Rundens Hold, men keeperen leverede flere store redninger mod FC Midtjylland og var med til at holde sit holde inde i kampen på kritiske tidspunkter i opgøret. Det gav pote, da rumænske Adrian Petre fik udlignet til 2-2 dybt inde i dommerens tillægstid. Også Jesper Rask fra Hobro leverede en stærk målmandspræstation, men Højbjerg reddede point til sit hold.

Højre back: Tobias Mølgaard, Vejle Boldklub (1)
Var sat op til at spille højre midtbane, men han spillede reelt en højre wing back, og når Vejle ikke havde bolden, var han nede som højre back. Så det er han her på vores hold. Er en solid spiller, der spillede en glimrende kamp, indtil han blev udskiftet. Havde også et godt samarbejde med Melker Hallberg, der lå i en lidt uvant position foran Mølgaard. Var bedst i første halvleg.

Central forsvarer: Denis Vavro, FC København (1)
Var måske FC Københavns bedste spiller i opgøret mod Brøndby IF, hvor han kom i vejen for meget - både i luften og på jorden. Er fysisk stærk og har for alvor genfundet niveauet i FCK, hvor han er blevet fast makker til Andreas Bjelland i det centrale forsvar.

Central forsvarer: Jonas Bager, Randers FC (2)
Kom på tavlen for Randers FC - det sker ikke så ofte - og lige så vigtigt var det, at han defensivt holdt godt styr på AGF-holdet. Viste store kvaliteter i en imponerende sejr på 2-0, og selv om der aktuelt er andre, der står foran Bager på U21-landsholdet, virker han ikke så langt fra holdet - ikke med præstationer som den mod AGF.

Venstre back: Nicolai Boilesen, FC København (2)
En meget stærk præstation af landsholdsbobleren Nicolai Boilesen, der som altid viste fine kvaliteter defensivt, og som offensivt også viste prøver på, hvad det er, han kan. Lavede mange gode indlæg og indgik godt i kombinationsspillet og havde en kamp med meget få fejl.

Højre midtbane: Melker Hallberg, Vejle Boldklub (1)
Fik kun en time på banen, men det var mere end rigeligt med tid til at være en af rundens bedste spillere. Han scorede selv og stod også for et oplæg, og i det hele taget var det en fornem præstation fra svenskeren, der skabte fem chancer i opgøret.

Central midtbane: Janus Drachmann, OB (3)
Der var mange stærke præstationer fra centrale midtbanespillere i den runde, der netop er blevet afsluttet. Nicolai Poulsen og Jacob Lungi Sørensen spillede også gode kampe. Pladsen går dog til OBeren Janus Drachmann, der scorede et fremragende mål for klubben fra Fyn, da det blev til 1-0 over Hobro. Det er sjældent, han scorer, Drachmann, så når, han gør, er det med at få det til at tælle. Det gjorde det i den grad her.

Central midtbane: Jakob Poulsen, FC Midtjylland (1)
Er stadig en fremragende spiller, der trækker i trådene for FC Midtjylland. Det gjorde han også i opgøret mod Esbjerg fB. Endte ikke med en assist eller et mål, men på grund af blandt andet gode dødbolde stod Jakob Poulsen for at skabe fem chancer i opgøret mod Esbjerg fB. Sjældent skadet og spiller stort set altid godt.

Venstre midtbane: Rasmus Falk, FC København (2)
Var rykket ud på venstrekanten, fordi Viktor Fischer sad ude med en skade, og der gjorde Rasmus Falk det godt. Han havde et fint samarbejde med venstre back Nicolai Boilesen og lykkedes enkelte gange med at åbne Brøndby-holdet. Om han spiller centralt eller på kanten, viser han altid noget.  

Angriber: Lucas Andersen, AaB (2)
Drev gæk med FC Nordsjælland-holdet i første halvleg, hvor han skabte mange chancer. Var lidt mindre toneangivende efter pausen, men Lucas Andersen er for alvor ved at bide sig fast og være en af de bærende kræfter på et AaB-hold, som har svært ved at lave mål. Hans forcer kommer mest til udtryk, når han har plads at spille på - og det har man som regel mod FC Nordsjælland, der gerne tager ejerskab over kampen.

Angriber: Mart Lieder, SønderjyskE (2)
SønderjyskE-angriberen spillede en glimrende kamp og var særdeles farlig. Hollænderen scorede et genialt mål med hælen, hvor han snød både forsvar og målmand i Vendsyssel, og Lieder var også manden, der stod for assisten til Alexander Bahs scoring til 2-1 i opgøret, som SønderjyskE vandt med 3-2. Efterhånden er klubben ved at få det ud af angriberen, der var håbet, da han blev hentet til fra Holland.

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.