Video : Tipsbladet
Superliga

AGF kan ikke kopiere Lyngby: Svært at præstere fra baghjul

Et år inde i jobbet er David Nielsen optimistisk trods tre nederlag på stribe og en fredagskamp mod Brøndby. Men Lyngbys bronzemedaljer i 2017 kommer AGF'erne ikke uden videre til at kopiere i Århus.

Interview bragt i Tipsbladet 9. november 2018

Igennem de seneste 20 år har en lang række velkvalificerede fodboldtrænere forsøgt at få AGF etableret som tophold i Superligaen, uden at det har skabt mere end enkelte fornuftige sæsoner, som blev fulgt op af rutsjeture og nedrykninger i 2006, 2010 og 2014.

Et fællestræk i mange af disse træneres analyser har været det store pres, der hviler på spillere og trænere i klubben, der har givet mindre arbejdsro end hos langt flertallet af konkurrenterne i den bedste danske række.

Det pres påvirker ifølge AGF-træner David Nielsen ikke truppen og kan ikke bruges som forklaring på, at AGF tabte tre kampe i streg til FC København, Næstved og Randers FC i sidste og forrige uge.

Men presset er der, og det store fokus på klubben, også fra modstanderne, er med til at gøre jobbet som AGF-ansat ekstra spændende. Og på banen gør det ifølge David Nielsen det lidt sværere at gøre de topplaceringer efter, som David Nielsens tidligere hold Lyngby og SønderjyskE har opnået.

- At det var sensationelt (Lyngbys tredjeplads i 2017) var en af grundene til, at man gjorde det. Når der er lavere forventninger til et hold, er det lettere at præstere i Danmark. I Superligaen kan tre hold sigte efter guld og gå ud og præstere på den præmis. Det er de hold, der har en topsatsning kørende. Resten af holdene præsterer bedst fra baghjul. Det er bare svært for AGF at få lov til at præstere fra baghjul, siger David Nielsen til Tipsbladet.

Du mener at det får I ikke lov til med den status, AGF har?
- Niks. Og modstanderne leverer altid deres bedste mod AGF.

I interviewet med Tipsbladet, der er på gaden i dag sammen med den fysiske udgave af Ekstra Bladet, er AGF-træneren også inde på andre måder, hvor det pres kommer til udtryk, og hvordan det gør et job i AGF anderledes end de fleste andre klubber i Danmark.

- Hver beslutning her i klubben, hver gang vi signer eller sælger en spiller, eller hvad vi nu gør, jamen så er det galt. Der er så mange, der har en mening, så man får alle meninger frem om alt. Man kan ikke gøre noget her i AGF og så tro, det bliver opfattet som entydigt godt eller dårligt. Det gælder fans, forskelle mellem medier, og det er det tunge ved at være her, at det er de negative meninger, der kommer frem her. Det er en del af at være del af AGF, og prisen for, at man i så lang tid ikke har præsteret. Når man ikke har det, er det det nemmeste i verden at kritisere, at synes at det er frygteligt at sælge en bestemt spiller, siger David Nielsen.

- Det er alle beslutninger. Deler vi fribilletter ud, er det galt, indskrænker vi fribilletterne igen, er det også galt, og sælger vi røde pølser i boden, synes nogen, det er forkert. Alle i AGF lige fra øverst oppe til de frivillige på stadion mærker, at det betyder noget at være i AGF, og det gør det fedt. Det betyder noget, at din fadøl er skænket rigtigt, at logistikken og maden i loungen er den rigtige, at kampene bliver afviklet på den rigtige måde. Der er noget ekstra i alt, man gør her.

Læs hele interviewet med David Nielsen i fredagens udgave af Tipsbladet, som du finder sammen med Ekstra Bladet.