Video : Tipsbladet
Superliga

Islandsk keeper valgte FC Nordsjælland over Club Brugge

Runar Alex Runarsson valgte i 2015 at skifte til FC Nordsjælland frem for den belgiske storklub Club Brugge.

FC Nordsjælland solgte forud for denne sæson den islandske målmand Runar Alex Runarsson til Dijon i Frankrig, og han har spillet fast for klubben, der aktuelt er nummer 18 ud af 20 i Ligue 1. Dermed blev Runarsson endnu en spiller i rækken af folk, som FC Nordsjælland har solgt til udlandet efter et gennembrud i Farum.

Netop det var også, hvad der stod skrevet i handlingsplanen, da Runar Alex Runarsson i 2015 skiftede til FC Nordsjælland. Derfor sagde målmanden også nej til et større tilbud fra Belgien.

- Jeg var i Club Brugge én eller to gange for tre år siden. På det tidspunkt var jeg i KR på Island og skulle vælge mellem Club Brugge og FC Nordsjælland. Jeg vurderede, at FC Nordsjælland var det bedste skridt i kraft af klubbens politik om at give unge spillere chancen, udvikle dem og sælge dem. Det virkede som det bedste valg, og det var det også, siger Runar Alex Runarsson til Het Nieuwsblad.

Den 23-årige islænding er i øjeblikket samlet med landsholdet. Her står han for det meste i skyggen af den tidligere Randers FC-keeper Hannes Halldorsson.