NordicBet Liga-klub er meget tilfreds efter millionindsprøjtning
Foto: Getty Images
1. division

NordicBet Liga-klub er meget tilfreds efter millionindsprøjtning

Aktieemissionen er slut i Nykøbing FC, der har fået mere end en million i klubkassen.

Nykøbing FC med storaktionær Claus Meyer i spidsen har netop afsluttet en ny aktieemission, og det endte godt for klubben fra landets næstbedste række.

Mange nye investorer har meldt sig under fanerne og har købt aktier, så fodboldklubben har hentet mere end en million ind.

Det skriver direktør Alex Castenschiold og formand Tage Nielsen ifølge Lolland-Falsters Folketidende i et nyhedsbrev sendt til aktionærerne.

- Det er dejligt at mærke den store opbakning, og jeg er meget tilfreds med resultatet, siger Tage Nielsen ifølge avisen i nyhedsbrevet.

Klubben ligger i øjeblikket nummer seks i den næstbedste række, og der er bare to point op til Silkeborg IF, der ligger på tredjepladsen, der når sæsonen er forbi giver retten til at spille playoff mod et Superliga-hold om en plads i næste sæsons Superliga.

Så klubben snuser efterhånden til det sjove, og Nykøbing har da også en målsætning om at komme i Superligaen i 2020.

Det er ikke første gang, der har været en aktieemission i klubben, og nogle af pengene skal ifølge Lolland-Falsters Tidende denne gang bruges på ungdomsafdelingen i Nykøbing FC.