Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby i forlig med Kasi-Jesper: Tocifret millionbeløb kan være på vej

Hvis alt går vel, kan Brøndby IF se frem til "et ikke ubetydeligt tocifret millionbeløb" fra Jesper "Kasi" Nielsen, der har indgået et forlig med Superliga-klubben om en gammel sponsoraftale.

Det er endnu ikke sikkert, at Brøndby IF kan se frem til et tocifret millionbeløb fra Jesper "Kasi" Nielsen, men det er kommet et vigtigt skridt nærmere. De to parter har indgået et forlig i en gammel sag, hvor fodboldklubben mente at have over 40 millioner kroner til gode.

Hagen er dog, at betalingen er afhængig af, at Jesper Nielsen og hans familie vinder den voldgiftssag mod Pandora, som han tidligere var en del af, der aktuelt kører. Familien Nielsens krav lyder på 1,4 milliarder kroner. Det skriver finans.dk.

Forliget med Brøndby bunder i en flere år gammel aftale, som Jesper Nielsen og hans virksomhed, Kasi ApS, indgik som hovedsponsor af klubben. Den mente Brøndby, at man havde 41,1 millioner kroner til gode i.

Jesper Nielsen bekræfter over for finans.dk, at parterne har indgået forlig.

- Vi har begge strakt os og er enige om et ikke ubetydeligt tocifret millionbeløb til BIF, skriver han i en mail. 

Også Brøndby-direktør Jesper Jørgensen bekræfter forliget, men vil ikke kommentere det yderligere.