Mike Ashley har i flere år forsøgt at få solgt Newcastle, men det er indtil videre ikke lykkedes, selvom der har været personer, som har vist interesse og budt på Premier League-klubben.
I oktober kunne Newcastle-ejeren fortælle, at han ikke havde modtaget acceptable bud på klubben, men nu lader der til at være sket en udvikling, for Mike Ashley er pludselig positiv i forhold til endelig at få solgt den engelske klub.
- Jeg vil gerne have det gjort inden transfervinduet i januar. Realistisk? Det er muligt. Realistisk er måske et for stærkt ord. Forhåbentlig kan vi fortsætte vores gode form i øjeblikket og få en aftale i hus, fortalte Mike Ashley mandag til Sky Sports.
Samtidig kunne Mike Ashley fortælle, at han ikke er i eksklusive forhandlinger med ét selskab, men at forhandlingerne er på et mere fremskredent stadie end nogensinde tidligere.
Tidligere har forretningskvinden, Amanda Staveley, været meget interesseret i at få fingrene i Newcastle, men hun kunne ikke blive enig med Mike Ashley. Sidenhen har der også været rygter om, at den tidligere Manchester United- og Chelsea-direktør, Peter Kenyon, har forsøgt at stable et konsortium på benene, der skulle overtage Newcastle.