Video : Tipsbladet
Premier League

Ny overraskelse: Upåagtede Newport tog fusen på Leicester

Leicester City, uden Kasper Schmeichel, er ude af FA Cuppen, efter at de søndag aften tabte med 2-1 til Newport County fra League Two.

Newport County fra Englands fjerdebedste række leverede søndag aften en stor overraskelse, da de på hjemmebane slog Schmeichel-løse Leicester med 2-1.

Leicester havde valgt at give flere bærende spillere et hvil, således var hverken Kasper Schmeichel eller Jamie Vardy i truppen. Det var dog ikke et hold uden profiler, der tog i mod Newport, da både Johnny Evans, Wes Morgan og Marc Albrighton startede på banen.

Efter ti minutters spil kom hjemmeholdet fra Newport overraskende foran. Robbie Wilmott tog en god tur ned af højre siden og slog et indlæg ind i Leicester-feltet. Her ramte han Jamille Matt, der helt ubesværet kunne stige til vejrs og pande bolden ind bag vikariende Danny Ward i Leicester-målet.

Leicester pressede selvsagt på for en udligning, og udeholdet kom også frem til store chancer. I flere omgange måtte Newport redde bolden på stregen for at undgå en Leicester-scoring, men hjemmeholdet stod i mod og kunne gå til pause foran 1-0.

Leicester skulle frem og afværge katastrofen, derfor satte de James Maddison ind fra anden halvlegs start, og Demarai Gray og Andy King fulgte hans vej senere på halvlegen.

Det var starten på et massivt Leicester-overtag, og ti minutter før tid kom udligningen. James Maddison afslutning inde i det lille felt blev på flot vis afværget af Joe Day i Newport-målet, men returen trillede ud midt for feltet. Her kom Rachid Ghezzal løbende og han hamrede kuglen op i hjørnet til en forløsende udligning.

Og bedst som man troede, at Leicester ville presse på i de sidste ti minutter, fik Newport straffespark. Et indlæg blev inde i feltet afværget af Marc Albrightons arm, og dommeren pegede på pletten. Padraig Amond fik ansvaret fra de elleve meter, og han svigtede ikke, da han på sikker vis sparkede Newport i front på ny.

Leicester pressede på til sidst, men der blev ikke scoret mere. Dermed kan Newport se frem til lodtrækningen til næste runde af turneringen, der finder sted mandag.