Video : Tipsbladet
Superliga

AGF henter målmand i Liverpool

AGF har hentet den polske målmand Kamil Grabara på en lejeaftale i Liverpool FC indtil sommer

AGF har forstærket sig på målmandsposten. Klubben har netop offentliggjort, at man har hentet den 19-årige polske keeper Kamil Grabara. 

19-årige Grabara kommer til AGF fra Liverpool FC på en lejeaftale, og hovedpersonen selv er meget tilfreds med skiftet fra mægtige Liverpool til AGF.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået muligheden for at komme til AGF. Jeg ved, at klubben har fulgt mig længe og vist stor interesse for mig, og i samtalerne med sportschefen og trænerne er jeg kun blevet bekræftet i, at det er et godt skifte for mig, så jeg kan fortsætte min udvikling som målmand i en god klub. Nu glæder jeg til at møde mine nye holdkammerater og til at tage fat på opstarten til forårssæsonen, siger Kamil Grabara til klubbens hjemmeside. 

AGF råder i forvejen over unge Kasper 'TK' Kristensen og Oscar Whalley, men efter at Roman Mysaks lejeaftale med klubben er ophørt, har det været vigtigt for klubben, at tilknytte en målmand mere. Peter Christiansen har rosende ord til overs for den nye keeper. 

- Efter vi sagde farvel til Roman Mysak, er vi rigtig glade for, at det nu er lykkedes for os at hente et så stort talent som Kamil. Han er en arbejdsom og dedikeret ung målmand, der er god i spillet med fødderne, reaktionsstærk og i stand til at dominere sit felt, siger Peter Christiansen.

Grabaras lejeaftale med AGF løber indtil sommeren 2019.