Video : Tipsbladet
Superliga

Sønderjyske udlejer Songani og dropper tidligere PL-spiller

Sønderjyske har lejet Silas Songani ud til samarbejdsklubben Sydvest FC, mens det ikke bliver til en kontrakt til prøvespilleren Emmanuel Mayuka i denne omgang.

Sønderjyske er i disse dage i Tyrkiet for at findpudse formen frem mod forårssæsonen i Superligaen, som bliver Glen Riddersholms første som cheftræner for sønderjyderne. 

Det var i forvejen meldt ud, at 29-årige Silas Songani ikke ville rejse med til Tyrkiet, da han blev i Danmark for at søge fast spilletid. Det har han nu fundet. Sønderjyske har nemlig lejet Songani ud til samarbejdsklubben Sydvest FC for tredje gang. Lejeaftalen varer frem til sommer, hvor Songanis kontrakt med Sønderjyske udløber. 

Det var ligeledes kendt, at Sønderjyske på træningslejren ville få besøg af den tidligere Southampton-angriber Emmanuel Mayuka. Det bliver dog ikke til en kontrakt i denne omgang ifølge sportsdirektør Hans Jørgen Haysen. 

- Planen var at se hinanden an her i de tre første dage af træningslejren, og han har været et fint bekendtskab, men det bliver ikke til mere i denne omgang. Han er en god fyr og en fin fodboldspiller, og vi ønsker ham held og lykke på sin videre færd, siger Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside. 

Sønderjyske skyder forårssæsonen i gang, når de næste lørdag besøger Vejle.