Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vejle Boldklub - SønderjyskE

Forårspremiere for to mandskaber, der skal på pointjagt inden de måske igen kan mødes i gruppespillet. Begge hold er klar med spændende forstærkninger.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: Vejle Stadion
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen 
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #vbsje

Holdnyt:
Vejle Boldklub:
Det er et på papiret ganske forstærket Vejle-hold, der har rustet sig til det, der kan blive et ganske drabeligt nedrykningsspil. Men i første omgang handler det om de seks sidste runder i grundspillet, hvor det handler om at samle så mange point som muligt for de trængte oprykkere. 

Kjartan Finnbogason er ny mand i angrebet, Mathias Hebo Rasmussen øger bredden på midtbanen, mens Branko Ilic og unge Malte Amundsen styrker forsvaret med henholdsvis erfaring og frisk talent. 

Generalprøven mod AaB endte i en sand målfest men med et nederlag på 3-5, hvilket naturligvis i første omgang må rejse en bekymring i forhold til forsvaret, men betydningen er ikke større end, at der altså i en testkamp er plads til eksperimenter til det sidste. 

Vejle bør være klar og kunne vise sig frem fra en langt stærkere side end den, der i efteråret altså blot samlede 16 point sammen i 20 kampe og bare fire point i de sidste ni spillerunder. 

Dog bliver premieren uden topscorer Allan Sousa, der sammen med venstre back Viljormur Davidsen er i karantæne. Kerim Memija, Vladis Emmerson og Serhii Hryn misser opgøret grundet skader. Og så er Fard Ibrahim til Africa Cup of Nations med Ghanas U20-landshold.

SønderjyskE:
SønderjyskE med Glen Riddersholm ved roret har også købt spændende ind til foråret, hvor offensiven bør være styrket markant med landsholdsspilleren fra New Zealand Marco Rojas, den tidligere FCK'er Danny Amankwaa og den unge spændende nigerianske angriber Nazifi Yahaya, der inden kontrakten i Haderslev også prøvede sig af i Brøndby. Sidstnævnte må Superligaen dog undvære lidt endnu, da han med scoring og assist har sendt det nigerianske U20-landshold godt i gang ved de afrikanske mesterskaber.

Glen Riddersholm har med en placering som nummer 11, og seks point op til top seks, stort set afskrevet muligheden for at bringe sit hold i mesterskabsspillet. I stedet handler det om at få fundet stil, som han som holdets nye styrmand vil have implementeret. 

Fem testkampe er afviklet, to er vundet, og tre er sluttet uafgjort - så ingen nederlag til SønderjyskE under den nye træner. 

Riddersholm må til kampen se bort fra langtidsskadede Alexander Bah samt Mads Hvilsom, Niki Zimling, William Tchuameni, Nicholas Marfelt og Teit Jakobsen.

Karantæner:
Vejle Boldklub: Allan Sousa og Viljormur Davidsen 
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vejle Boldklub (4-2-3-1): Bajza - Mølgaard, Ilic, Greve, Amundsen  - Ramadani, Schoop - Mucolli, Yurchenko, Louati  - Nilsson 

SønderjyskE (4-3-3): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Pereira - Rojas, Ekani, Frederiksen - Absalonsen, Lieder, Jakobsen

Profilen:
Hollandske Mart Lieder var der store forventninger til, da han blev hentet til SønderjyskE i sommer - ikke mindst på grund af hans utrolige 30 mål i 31 kampe i den næstbedste hollandske række. Nok er Lieder sit holds topscorer oven på efterårssæsonen, men fire scoringer er ikke voldsomt prangende. Men hollænderen har i testkampene vist skarphed med fire scoringer i fem kampe, og han virker mere end klar til at vise Riddersholm, at de ny offensive spillere i klubben i hvert fald ikke skal true hans plads på holdkortet.  

Vidste du, at..
Det er blot Vejles tredje hjemmekamp mod SønderjyskE i Superligaen, og de to første er vundet. Men statistikken bider formentlig ikke rigtigt på SønderjyskE, da de begge blev spillet tilbage i 2008/09. Til gengæld vil sønderjyderne komme til Vejle med en 3-0-sejr frisk i erindring fra efteråret.

Dom:
Ikke en nem størrelse at forudsige, for naturligvis vil det lune med tre point i begge lejre. Vi går frisk til den og håber på god underholdning og en tæt kamp. SønderjyskE har ikke tabt i testkampene og gør det heller ikke lørdag. Vi går med en deler - 1-1 i Vejle. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: