Video : Tipsbladet
Europa League

Manchester United-fanen Søren Rieks vil drille Chelsea

Malmö-danskeren Søren Rieks håber, at de undertippede svenskere kan drille mægtige Chelsea FC i torsdagens Europa League-match.

Danske Søren Rieks tørner til dagligt ud for Malmö FF og har slået sine folder i svensk fodbold siden 2014, så den tidligere Esbjerg-profil er vant til at møde klubber som Dalkurd, Sirius og GIF Sundsvall.

Torsdag er det en noget anden opgave, der venter Søren Rieks og hans holdkammerater på den anden side af Øresund.

Malmö FF skal nemlig spille 1/16-finale i Europa League, og her er de mangedobbelte svenske mestre blevet parret med de engelske giganter fra Chelsea FC, der kan skrive stjerner som Eden Hazard, Gonzalo Higuain og David Luiz på holdkortet.

Søren Rieks glæder sig til kampen, og han håber selvsagt, at svenskerne kan skabe sensationen. Det gør han til dels også, fordi han er fan af Chelseas rivaler fra Manchester United.

- Jeg har set dem en del i løbet af årene, men nu har jeg kone og to børn, og så får man ikke set så meget fodbold længere. Jeg har været United-fan, siden jeg var barn, så jeg har set meget Premier League, siger Søren Rieks til Expressen og tilføjer:

- Man håber altid at spille de her kampe. Når man ser på de hold, jeg tidligere har tørnet ud for, har chancerne ikke været så store. Det var en af grundene til, at jeg valgte Malmö - at jeg havde chancen for at opfylde min drøm om at spille de her kampe. Jeg glæder mig meget. Vi møder toppen i Premier League og et hold, som måske er top ti i verden.

- Først og fremmest må vi se, om vi kan få et godt resultat hjemme, så vi har en chance i returen. Får vi uafgjort eller en 1-0-sejr, får vi endnu mere tro på det. Det vil være optimalt.

Der er kickoff mellem Malmö FF og Chelsea FC på Swedbank Stadion torsdag klokken 21.00.