Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm før AGF-gensyn: De har forstærket sig markant

Glen Riddersholms hjemmebanedebut for SønderjyskE byder på et gensyn med AGF. Han mener, at tiden er inde til, at århusianerne udfolder potentialet og kommer i top seks.

Glen Riddersholm debuterede lørdag som cheftræner i SønderjyskE, og det blev ikke nogen stor oplevelse for den tidligere mestertræner, der indkasserede et 0-2-nederlag i Nørreskoven til Vejle Boldklub.

Oprykkerne scorede to mål på fire minutter midtvejs i første halvleg, og det chok kom sønderjyderne sig aldrig over. Gæsterne havde flere nærgående forsøg i kampen, men Vejles sejr var aldrig reelt truet. 

Riddersholm tager flere ting med sig fra nederlaget og ser nu fremad.

- Jeg angriber nederlaget konstruktivt og kan naturligvis konstatere, at vi har mange ting at arbejde med, men jeg synes også, vi gjorde mange ting rigtigt. Vi kom bagud 0-2 forholdsvis tidligt i kampen, og så skete der det helt naturlige, at nogle spillere faldt tilbage i nogle gamle vaner – det gør vi mennesker ofte, når vi bliver pressede. Det hører med, og jeg hæfter mig som sagt ved mange fine momenter i kampen.

- Som menneske er jeg hurtigt videre. Det er sådan i fodbold, at ligegyldigt om man vinder eller taber, venter der en ny opgave lige om hjørnet, og den kræver fuldt fokus, så jeg bruger kun min energi på det, jeg kan påvirke fremadrettet, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk.

Han ser flere områder, hvor SønderjyskE kan forbedre sig.

- Vi skal blive mere rolige på bolden og indstille os på det, modstanderne kommer med, men sådan noget vil altid tage tid, og jeg vil rose spillerne for at være ændringsparate. Vi vil gerne udfordre med en anderledes spillestil, og det skal vi angribe progressivt og hele tiden lægge på, siger SønderjyskE-træneren.

SønderjyskE blev en sensationel nummer to i Superligaen i sæsonen 2015/2016, og året efter sneg Haderslev-klubben sig også med i mesterskabsspillet i den første sæson med det på programmet i Superligaen. Dermed har de lyseblå før duftet til toppen af dansk fodbold, og klubben vil tilbage i det fine selskab, men der er flere delmål på vejen.

- Vi fokuserer lige nu det overskyggende mål, som er overlevelse, og det siger jeg ikke for at være pessimist, men det er det vigtigste, og så skal vi på den korte bane hele tiden sørge for at udvikle os, så vi på sigt kan rykke tættere på en top seks-placering, lyder det fra Riddersholm.

Gensyn med AGF
Glen Riddersholms første hjemmekamp som SønderjyskE-træner er på fredag, hvor AGF gæster Haderslev, og dermed bliver der altså tale om et gensyn med århusianerne for Riddersholms vedkommende. Han blev hyret på Fredensvang i december 2015 og fyret igen i september 2017.

Han spår et tæt opgør mod sin tidligere klub.

- Hvis man tager FCK og FCM ud af ligningen, er alle kampe i Superligaen tætte, og det bliver også tæt mod AGF. Det bliver en kamp med mange af de taktiske elementer, som man ofte ser i Superligaen, hvor det handler om at sætte sig igennem og være gode defensivt, siger Glen Riddersholm og fortsætter:

- AGF har forstærket sig markant, og de fik en god start, som man må have respekt for. De har spillere, der kan afgøre kampene, så vi skal være på mærkerne. AGF er særligt dygtige på omstillinger, så restforsvaret og det defensive fundament bliver nøgleord for os.

Hvordan ser du AGF nu i forhold til, da du selv var i klubben?

- De har en endnu stærkere trup nu, og der er også blevet investeret kraftigt. Der er også mange gengangere fra min tid, men det essentielle er, at klubben nu er halvandet år længere fremme i udviklingen. Det kontinuerlige arbejde lagt sammen med den gode trup, som jeg synes, AGF har, betyder, at tiden må være inde til, at klubben indløser det enorme potentiale, man har, og kommer i top seks. 

Bliver det en særlig kamp for dig?

- Nej, det gør det ikke. Jeg kan jo ikke stå og give mine spillere det indtryk, er det er en særlig vigtig kamp for mig bare fordi, jeg har en fortid i AGF, fordi sandheden er, at alle kampe er lige vigtige, og alle kampe udløser tre point. Jeg angriber AGF-kampen som alle andre, og det er med udgangspunktet at vinde, og så må vi se, når regnskabet gøres op.

Hvordan ser du tilbage på din tid i AGF?

- Jeg ser tilbage på en spændende og udviklende tid, som jeg ikke ville have været foruden. Jeg havde et fremragende samarbejde med det sportslige setup i det daglige, og vi formåede at skabe en rigtig god udvikling i AGF – også på parametre, man ikke kan aflæse på græsset.

- Mine minder fra AGF er primært positive, og jeg husker især de fantastiske fans, men det er et overstået kapitel for mig, og det kan ikke betale sig at dvæle ved fortiden. Forruden er større end bakspejlet, og jeg tænker kun på de mange opgaver, der venter forude i SønderjyskE, slutter Glen Riddersholm.

Før kampen adskiller fem point de to mandskaber i tabellen.