Video : Tipsbladet
La Liga

Simon Kjær skal have ny træner: Europa League-fiasko var dråben

Den spanske La Liga-klub Sevilla har fredag valgt at fyre træneren, og i stedet skal sportsdirektøren i klubben tage over frem til sommer.

Den danske landsholdsanfører Simon Kjær skal have ny cheftræner i Sevilla efter deres overraskende Europa League-exit torsdag aften mod tjekkiske Slavia Prag. Klubben har nemlig valgt at fyre træner Pablo Machin.

Det oplyser den andalusiske klub fredag eftermiddag via dens officielle hjemmeside.

Sevilla oplyser dog, at det ikke kun handler om torsdagens nederlag, men beslutningen om at fyre Machin er kommet efter en række dårlige resultater. Den endelige erstatning er endnu ikke fundet, og derfor bliver det sportsdirektør Joaquin Caparros, der tager over med Carlos Marchena og Paco Gallardo som assistenter.

Det er planen, at Caparros tager over fra nu af og frem til sommerferien. Det er desuden ikke første gang, at han prøver at tage rollen som midlertidig træner. Det samme gjorde han, da Vincenzo Montella blev fyret i sidste sæson.

Som sædvanligt husker den fyrende klub dog også at takke for det arbejde, som Machin har lavet i Sevilla, ligesom de ønsker ham held og lykke i fremtiden.

Der vil senere i eftermiddag klokken 14.45 afholdes et pressemøde.